Afløb, brønd og kloak

Vandrender, Thisted, Store Torv.

Bortledning af vand via afløb, brønd og kloak

Afløb, brønd og kloak er installationer der har til formål at bortlede spildevand, regnvand og drænvand fra bygninger, de bygningsnære omgivelser og i jord.

Typer af afløbsinstallationer

BIO–BLOK regnvandsfaskine.

Ud over kloak kan bortledningen ske til opsamling, til nedsivning i form af faskine eller andet nedsivningsanlæg og til anlæg for rensning.

Afløbsinstallationer omfatter en lang række byggematerialer lige fra vandlåse, afløbsrør og gulvafløb til kloakrør i forskellige dimensioner og materialer, brønde, brønddæksler, afløbsriste, afvandingsrender til overfladeafvanding, mv.

Materialer der anvendes til afløbsrør, kloakrør og afløbsbrønde

Afløbsrør, kloakrør og afløbsbrønde udføres i polymerbeton (fiberforstærket beton, fiberbeton), stentøjskeramik, plast (PVC og PU), støbejern, galvaniseret stål og rustfrit stål. Afvandingsrender afdækkes af støbejernsriste, galvaniserede eller rustfrie stålriste, brøndene af støbejernsdæksler, støbejernsriste eller galvaniserede stålriste.

Lovgivning, regler, retningslinjer i forbindelse med afløbssystemer

Bygningsreglement kap. 8.4.3. om afløbsinstallationer beskriver kravene til afløb, kloak mv. En bygnings afløb skal dimensioneres til at bortlede såvel spildevand, regnvand og evt. drænvand. Hvis der anvendes separate afløb til henholdsvis spildevand og regnvand, skal afløbene dimensioneres hver for sig.

DUCOLET flydende støbejernskarm

Et afløb i en bygning skal udføres, så der ikke sker skadelig oversvømmelse og forekommer lugtgener. Kloakrør skal lægges med et sådan fald, at de er selvrensende, og der ikke sker aflejringer. Ved kraftige regnskyl, hvor der kan ske en opstemning af vand i hovedkloakken, skal bygningens afløb og installationer være udført, så der ikke sker oversvømmelse. Det kan fx ske ved at etablere en højvandslukke.

Afløb for regnvand i form af nedsivningsanlæg som faskiner skal udføres, så nedsivningen ikke medfører risiko og fugtproblemer på bygningerne. Normalt bortledes regnvand til offentlig kloak, og det kræver tilladelse efter miljølovgivningen at nedsive tag- og overfladevand til faskiner eller lignende på egen grund. Omvendt kan kommunalbestyrelsen stille krav om at regnvand skal nedsives til faskiner eller lignende (såkaldte LAR-anlæg).