28.09.17 12:13

Danmark vandt VM i tækning

I kategorien ”Verdens bedst tækkede bygning” blev det Kim Andersen, Arne Klüwer og Ruud Conijn fra Danmark, der vandt førsteprisen.

Det blev de tækkemænd, der tækkede Vadehavscentret, der løb af med sejren og vandt prisen for den bedste tækkede bygning i konkurrence med 40 andre fra de 7 lande, der er med i det internationale samarbejde, ITS.

Der har i den forløbne uge været konference i England med knap 100 deltagere fra ITS’ 7 medlemslande. I kategorien ”Verdens bedst tækkede bygning” blev det Kim Andersen, Arne Klüwer og Ruud Conijn, der vandt førsteprisen. Ruud Conijn, der er hollænder bosat i Danmark tog med stolthed imod prisen i overværelse af kolleger fra Japan, Sydafrika, England, Holland, Sverige, Tyskland og Danmark.

Japanerne mødte talstærkt op, fordi næste konference i internationalt regi afholdes i Japan i 2019. Ikke mindst de unge japanske tækkefolk og deres store gå-på-mod og gode humør var med til at gøre det internationale møde i England til en stor succes.

Vadehavscentret
På arkitekt Dorthe Mandrups helt enestående arkitektur, anvendes tagrør både på facade, tag og undertag og listerne af robinietræ får den gamle bygning til at smelte sammen med den nye, og der opnås et bygningsværk, der næsten virker som om det vokser op af jorden - skånsomt og tilpasset det flade marskland.

Kilde: Straatagets Kontor -  straatagetskontor.dk

 

 

Vadehavcentret. Fotos: Adam Mørk

Tækningen af Vadehavscentret. Foto: Hanne Engelstoft Lund