04.09.17 16:27

Efterlysning: Building Green søger iværksættere

Iværksættere og startups inviteres indenfor, når den bæredygtige event, Building Green, slår dørene op for byggebranchens bæredygtige aktører.

Den bæredygtige event Building Green sørger for, at byggebranchen årligt mødes til debatter, networking og inspirerende oplæg med fokus på bæredygtighed i byggeriet.

Som et nyt tiltag i år giver Building Green nu gulvet til iværksættere og startups, der ellers ikke har så direkte adgang til eventen som de store aktører.

”Vi ved, at der er mange gode ideer i byggeriet, som er værdifulde, og som venter på at blive vist i det rigtige forum for at blive konkretiseret. Vi vil gerne rette fokus på græsrødder, startups og studerende, der har en løsning eller produkt til byggeriet, som kan skabe større værdi i det bebyggede miljø. De kan give et modspil og inspirere de mere etablerede aktører i branchen, samtidig med at de selv får mulighed for at netværke med beslutningstagere og andre, der måske kan føre nogle af deres ideer videre,” lyder det fra Sarah Elhauge, projektleder for Building Green.

Under overskriften ”Den bæredygtige Markedsplads” inviteres de skæve ideer til at tage plads på det nye udstillingsområde Market Place. Området vil være et centralt omdrejningspunkt på eventen, der gæstes af store internationale navne, hjemlige stjernearkitekter og aktører med indflydelse på bæredygtigt byggeri. Nu søger man blot nogle flere iværksættere, der vil tage imod det enestående tilbud og deltage på eventen.

Building Green vil først og fremmest gerne have etableret kontakten til de nye ildsjæle og innovatører, og opfordrer derfor til at lade høre fra sig, så man i fællesskab kan aftale de næste skridt mod en eventuel udstillingsaktivitet på Market Place. Building Green vil gerne høre fra alle interesserede inden 20. september på mail: marketplace@buildinggreen.eu

Fakta

Kilde: Building Green