13.08.17 13:55

Genanvendelse er blevet et hverdagsord

Danskerne er godt på vej mod målet om at genanvende 50 % af husholdningsaffaldet i 2022, viser ny rapport. Ord som bæredygtighed, genanvendelse og cirkulær økonomi er blevet hverdag.

Hvis ikke vi når målet om at sortere halvdelen af husholdningsaffaldet til genanvendelse i 2022, så bliver det i hvert fald tæt på. Det er konklusionen i en evaluering af Ressourcestrategien fra 2013, der er publiceret i dag.

Ifølge rapporten, som Rambøll har udarbejdet for Miljøstyrelsen, stiger danskernes genanvendelse og vil ende på "ca. 49 %" i 2022. Som en del af strategien blev der afsat midler til en række forskellige tiltag, og det var en god ide, konluderer evalueringen.

Blandt andet har informationskampagnen "Kend dit affald", undervisningsmaterialet "Mind the trash" og en række små guide-film om affaldssortering bidraget til, at ord som bæredygtighed, genanvendelse og cirkulær økonomi er blevet kendte begreber, som danskerne taler om og har fokus på.

Flere undersøgelser viser, at langt de fleste danskerne gerne vil sortere mere affald til genanvendelse. Og det vil de få mulighed for i de kommende år, når nye affaldsordninger til husholdningerne bliver rullet ud i mange kommuner, konkluderer rapporten.

Se hele "Evaluering af ressourcestrategi for affaldshåndtering - Danmark uden affald"

Yderligere oplysninger:
Om evalueringen:
AC-specialkonsulent Alan Sørensen,
tlf. 72 54 41 80, email: alsoe@mst.dk

EVALUERING AF RESSOURCESTRATEGI FOR AFFALDSHÅNDTERING ”DANMARK UDEN AFFALD”, RAMBOLL for Miljøstyrelsen 2017