14.08.17 18:34

Iøjnefaldende havepavillion

Går man i disse dage rundt i den historiske have ved Berrington Hall, vil man uundgåeligt få øje på det store, lyserøde blikfang midt i haven. En kæmpe, pink pavillion formet som en origami-ananas tårner mellem staudebede og frugttræer i den muromkransede have fra 1800-tallet. Det særlige byggeri er led i en indsamling til restaurering af stedets historiske have.

Et blikfang i træ

Pavillionen, der hedder Look! Look! Look!, er tegnet af Studio Morison, og fungere som blikfang og tiltrække besøgende til haven. Den markerer samtidig startskuddet for indsamlingen til restaureringen af haven.

En kæmpe, pink pavillion

Konstruktionen er otte meter bred og otte meter høj og udgøres af et puslespil af 90 cnc-fræsede trærammer. Trækonstruktionen er overstrukket med et specialfremstillet stof af glasfiberarmeret plast, og området er afgrænset med et klodsegulv.

På trods af dens moderne udseende, trækker pavillionen inspiration fra den georgianske periode. Dengang yndede velhaverne at pryde deres haver med overdådige og dyre blikfang, der kunne vise status og agere samtaleemne.

Farven på pavillionen er valgt ud fra en traditionel, georgiansk farvepalette og ananas-formen er et praj om frugtens ophøjede status i den georgianske periode.

Læs hele nyheden her

Kilde: Træ.dk

Look! Look! Look! kan opleves i hele dens lyserøde herlighed i haven ved Berrington Hall indtil december 2019. Fotos: Ivan Morison.