10.01.08 00:00

”OM AT VENDE VERDEN RYGGEN”

I morgen fredag åbner en udstilling på Kunstakademiets Arkitektskole om arkitekten Alejandro de la Sota, en af den spanske modernismes betydeligste personligheder. 

Alejandro de la Sota
blev født i 1913 i Pontevedra i Galicien i det nordvestlige Spanien, og med sine værker har han præget sit hjemlands arkitektur og en hel generation af spanske arkitekter.
Hans bygningsværker, som fx regeringsbygningen i Tarragona 1954-57, er eksponenter for en særlig tolkning af modernismen, der formidler stedets særpræg og skaber sammenhæng mellem funktion, form og stoflighed.
Udstillingen og det tilhørende katalog viser et udvalg af projekter fra hans meget omfattende og brede virke - fra en regionalt påvirket, ekspressiv holdning i Casa Calle Dr. Arce, Madrid 1955, over teknisk og konstruktivt prægede halbyggerier som fx Gimnasio del Colegio Maravillas, Madrid 1961, til de eksperimentelle, avantgardistiske projekter i elementbyggeri ved ferieanlægget Bahia Bella en el Mar Menor, Murcia 1965.
Modellerne er bygget i Spanien og Tyskland specielt til denne udstilling.
Udstillingen er tilrettelagt af arkitekterne Victor López Cotelo og Stephan Zehl, Technische Universität München, i samarbejde med Fundación Alejandro de la Sota. Udstillingen er bragt til København og arrangeret i samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole.  


”Om at vende verden ryggen” - Alejandro de la Sota
Galleriet, Meldahls Smedie
Danneskiold-Samsøes Allé 53, Holmen
11. januar 2008 – 1. februar 2008
Alle hverdage 10-17 Gratis adgang