25.10.17 11:08

Psykiatrisygehus og staldbygning bliver hædret

Psykiatrisygehuset i Slagelse og en bæredygtig staldbygning i Skælskør får i år Slagelse Kommunes bygningspræmiering. Borgmester Stén Knuth(V) kunne fredag aften afsløre, at to byggerier i år bliver hædret med Slagelse Kommunes bygningspræmiering. De to byggerier er: Psykiatrisygehuset i Slagelse og Bæredygtige staldbygning i Skælskør.

Vinderne er udvalgt blandt fem byggerier og renoveringer, som blev nomineret til prisen. Dommerkomiteen har fundet begge byggerier værdige til årets bygningspræmiering, og derfor bliver begge byggerier i år præmieret.

Prisen består ud over en hædrende omtalende af en bronzeplade, som kan sættes på bygningen og et diplom til både bygherre og arkitekt. Derudover er også en check på 5.000 kr. til hver af de to vindere sponseret af Danske Bank.

Dommerkomiteen motiverer sit valg af de to byggerier sådan:

Psykiatrisygehus, Fælledvej 6 i Slagelse

Bygherre: Region Sjælland, Alleen 15 i Sorø. 
Arkitekt: Projektteam Karlsson Arkitekter og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Det nye psykiatriske sygehus i Slagelse afspejler en ny åben tilgang til indpasning af et behandlingssted for psykiske lidelser i det omkringliggende bylandskab. Bygningens stueplaner er tænkt med en høj grad af transparens mod de udendørs friarealer. Dette sammenholdt med det fint dæmpede og stemningsfuldt tonede farvevalg fra rum til rum, forbindes på forbilledlig vis med at understøtte et behandlingskoncept, der tager afsæt i at gøre fællesarealerne til rolige, afbalancerede og dermed imødekommende rum; for både patienter, pårørende, ansatte såvel som den offentlighed, der frit kan passere igennem i dagtimerne.

Bygningens indre venlighed i form af nøje sammentænkte materialevalg og et generøst kantinerum med de smukt svungne trappeforløb, der som et skulpturelt lodret sammenbindende greb rejser sig på tværs af etager, vidner om en stor omhu for vigtigheden af at tænke en psykiatrisk bygning indefra og ud. Slagelse Kommune kan med dette bygværk bryste sig af, at have fået et meget sjældent eksempel på et offentligt sygehus, hvor arkitekturens betydning for dagligdagen i behandlingen af medmennesker understøttes gennem form og materialer på fornemste vis.

Bæredygtig staldbygning, Glænø Skovvej 10 i Skælskør

Bygherre: Henrik Terkelsen, Toftegård, Glænø Skovvej 10 i Skælskør
Arkitekt: Arkitekt m.a.a. Henrik Terkelsen. 

Med åben udsigt over Holsteinborg Nor til Bisserup og Østerfed er ejendommen på Glænø Skovvej 10 transformeret til et moderne, økologisk drevet gårdanlæg, hvor der med opførelsen af en ny, særlig staldbygning er skabt en harmonisk helhed i landskabet. Tagkonstruktionen udgøres af lokalt skovet træ, opskåret af ejeren på stedet og omsat til et sindrigt bærende "hvælv" af træsamlinger inspireret af et japansk byggeprincip.

Staldbygningen, der således både imødekommer omtanke for et minimalt ressourceforbrug, dyrevelfærd og miljø, er et unikt eksempel på, hvordan arkitektonisk bevidste løsninger forløser sammenhænge i både den store landskabelige helhed og ned til den håndværksmæssige detalje i lille skala. Med dette byggeri kan Glænø og Slagelse Kommune glæde sig over, at have et meget elegant eksempel på, hvordan nye funktioner føjes til eksisterende med respekt for den lokale skala i et landdistrikt. 
Læs mere om projektet på TRÆinfo.dk

Sammenfattende bemærkning fra bedømmelseskomiteen:

Hvad har et nyt psykiatrisk sygehus i Slagelse midtby til fælles med en staldbygning på Glænø?

De to bygværker, der økonomisk ikke tåler en sammenligning, og hvor ejerskabet varierer fra en offentlig milliardinvestering til en privat gårdejer, der selv har smøget ærmerne op, har dog én fællesnævner:

Først og fremmest er begge bygninger resultatet af en kompleks og omhyggelig samtænkning af materialer, funktioner og daglige rutiner, til gavn for velfærden for både dyr og mennesker. Begge byggerier er udtryk for en æstetisk forening af funktion, materialer og form på et højt niveau - det, der udgør arkitekturen, når den er bedst.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
Arkitekt Danny Helmer, Slagelse Kommune  
telefon 58 57 33 65

Ny bæredygtig staldbygning, Glænø Skovvej 10 i Skælskør. Stalden er bygget med henblik på at kunne udvikle en bæredygtig økologisk produktion af jersey-kalve. Henrik Terkelsen er meget optaget af udviklingen i landdistrikterne og som økolog tilstræber Henrik Terkelsen at stalden er blevet et bæredygtigt byggeri.

Foto: Mikael Koch, Træinformation.

Nyt psykiatrisk sygehus, Fælledvej 6 i Slagelse. Foto: Bax Lindhardt.