21.09.17 10:03

Skou Gruppen A/S etablerer betonselskab

Entreprenørvirksomheden Skou Gruppen udvider egenproduktionen med et nyetableret datterselskab. SG Beton skal levere beton og udføre jord- og kloakarbejde til byggerier for professionelle bygherrer. Erfarne kræfter er sat i spidsen for at opbygge og styrke selskabets position på markedet.

I starten af året etablerede Skou Gruppen det selvstændige datterselskab, SG Totalentreprise, der varetager totalentrepriser på bar mark for private og offentlige udbydere. Skou Gruppen udvider nu virksomheden egenproduktionen med det nyetablerede selskab SG Beton. Selskabet skal levere beton og udføre jord- og kloakarbejde til projekter, som udføres for professionelle kunder.  

Ifølge Skou Gruppens tekniske direktør Jesper Egund, der også bliver adm. direktør i SG Beton, har det massive pres på især nybyggeri gjort betonarbejdet besværligt, fordi der har været for få hænder på markedet til at løfte opgaverne: 

”Det er meget nemmere at styre, når vi selv kan producere og udføre arbejdet. Det er en stor fordel for os også at have egenproduktion af beton, så vi kan gøre arbejdet endnu billigere og meget mere smidigt,” siger Jesper Egund. 

Skou Gruppen er hovedejer af det nye selskab og herudover består ejerkredsen i SG Beton af Jesper Egund, Skou Gruppens adm. direktør Martin Skou Heidemann og Claus Willumsen. Sidstnævnte har en lang karriere inden for betonbranchen, og skal som partner og direktør være daglig leder af SG Beton. 

Erfarne kræfter i spidsen

”Vi har udført mange opgaver med beton og har en stor viden på området, men det er selvfølgelig noget andet at stå med produktionen. Derfor er vi rigtig glade for at have Claus Willumsen ved roret, der ikke har beskæftiget sig med andet,” siger Jesper Egund. 

Den nye direktør i SG Beton er uddannet anlægsstruktør og betonlaborant i flydebeton. Han har tidligere arbejdet som betonlaborant i Sika Danmark og som entrepriseleder i Nordsjællands Byggeservice med ansvar for jord, kloak og beton. Fra 2008 har Claus Willumsen været selvstændig i Willumsen Byg. 

”Jeg ser meget frem til at udvikle SG Beton og konsolidere selskabet på markedet. Jeg glæder mig til at oparbejde en god egenproduktion inden for beton og samarbejde med et meget stort og anerkendt firma og de mange dygtige mennesker, der er i virksomheden,” siger Claus Willumsen og fortsætter:
”Mine ambitioner er at bringe min store viden, egne erfaringer og mit netværk i spil, så SG Beton kan sætte sig solidt på markedet.”

”Vi er gode til at løse komplekse og svære byggeprojekter inden for alle vores fag. Det vil vi fortsætte med i SG Beton, hvor vi både kan håndtere store betonentrepriser og mindre kloakarbejde for bl.a. de kommuner, vi allerede udfører arbejde for.” siger Jesper Egund.

Fakta om SG Beton 

SG Beton er en betonvirksomhed, der varetager entrepriser inden for beton, jord og kloak på det professionelle marked. Selskabet blev stiftet i september 2017. SG Betons hovedejer er entreprenørvirksomheden Skou Gruppen A/S. Derudover består ejerkredsen af Martin Skou Heidemann, Jesper Egund og Claus Willumsen.

Yderligere information, kontakt:

SG Beton
Jesper Egund, adm. direktør
tlf.: +45 28 35 80 16 // e-mail: je@sgbeton.dk 
web: www.sgbeton.dk 

 

 

 

Skou Gruppen udvider egenproduktionen og etablerer nu SG Beton, der skal varetage beton-, jord- og kloakarbejde for Skou Gruppen, SG Totalentreprise og udvalgte entreprenører. Jesper Egund og Claus Willumsen sidder i selskabets direktion og er medejere af selskabet sammen med Martin Skou Heidemann, der sidder i SG Betons bestyrelse. Skou Gruppen A/S er hovedejer af SG Beton. Foto SG Beton