08.07.09 12:57 Kategori: Produkt Nyheder
Af: jhc

FREMTIDENS MALING HOLDER FACADEN REN


Rockidans nye facademaling repræsenterer et kvantespring frem mod permanent rene facader, hævder firmaet.

AmphiSilan NQG er den perfekte hybrid mellem silikatmaling og silikoneharzmaling. Ved hjælp af den såkaldte nano-kvarts-gitter teknologi har man skabt et nyt bindemiddel, der integrerer de 2 typers stærkeste egenskaber.

Arkitekter og bygningsmalere, som tidligere har haft svært ved at vælge hvilke egenskaber, der skulle prioriteres højest ved valg af facademaling, får det nu nemmere. Med en ny udgave af facademalingen AmphiSilan fra Rockidan er der foretaget et kvantespring henimod permanent rene facader, hævder firmaet.

Langt de fleste facademalinger i dag er silikatmalinger og silikoneharzmalinger, der er nået meget langt med hensyn til både diffusionsåbenhed og vandafvisende effekt. Fremtidens fremskridt på dette felt kommer derfor snarere til at handle om malingernes evne til at bevare den oprindelige farve og til at holde facaden fri for snavs.

Det er denne nye vinkel, der har ligget bag udviklingen af den nye AmphiSilan (amfi-silan) Facademaling fra Rockidan, baseret på en helt ny bindemiddeltype, der er den perfekte hybrid mellem silikatmaling og silikoneharzmaling. Derved opnås en behandling, der ikke kridter og som i enestående grad optimerer facadens evne til at holde sig selv tør og ren.

I malingen er hver af de organiske partikler omsluttet af mikroskopiske mineralske partikler. Denne opbygning giver malingen en hård overflade, der ikke svulmer op, når temperaturen stiger, og dermed fjernes den klæbeeffekt, der normalt holder på smudspartikler, finstøv og sporer. I stedet vil den smuds, der for en kort stund sætter sig på facaden, være nødt til at slippe ved næste vindpust eller regnbyge.

AmphiSilan NQG har nede i det mikroskopiske nano-område en ru overflade, der bryder vanddråbers overfladespænding og breder den enkelte dråbe ud til en vandfilm. Det giver en effektiv opblødning og en afvaskning i en samlet flade, der er langt mere effektiv end den stribede afvaskning, der sker, når vand perler af som individuelle dråber. Som en sidegevinst vil den tynde vandfilm tørre meget hurtigere end vanddråberne og forhindrer dermed at alge- og svampesporer får den nødvendige fugt til at udvikle sig.

­Den tidligere udgave af AmphiSilan var den første facademaling herhjemme med indbygget fotokatalyse, og denne egenskab er naturligvis med i den nye version. Her fungerer solens UV-lys og malingens titandioxidpigmenter som et indbygget renseanlæg, der omdanner organisk forurening fra støv, sporer, alger og svampe til let afvaskelige, uorganiske partikler og fjerner dermed facadens sidste rest af snavs.

På Rockidans hjemmeside www.rockidan.dk findes både film- og fotomateriale, hvis man vil vide mere om de generelle problemstillinger og de nyeste landvindinger på facadeområdet 


Yderligere information:

Rockidan as
Lundsbjerg Industrivej 31
6200 Aabenraa
Tlf. 74 61 33 66
E-mail: ekn@rockidan.dk

www.rockidan.dk