Skolerenovering med linoleum
Nova5 arkitekter har renoveret Nørrebro Park Skoles tre bygninger fra top til tå, med billedkunstner Malene Bach som sparringspartner. Resultatet er en skole, hvor linoleumgulve i stærke farver fra Forbo Flooring A/S er med til at give børn og lærere et miljø, som understøtter læring og aktivitet. Gulvene og farvesætningen understøtter hvert enkelt rums særpræg og anvendelse.
Det er især linoleums bæredygtige egenskaber og muligheden for let rengøring, som gør denne type gulv velegnet til skoler. For Malene Bach har materialet åbnet en verden af farver. I klasseværelserne er der eksempelvis valgt linoleumsgulve i afdæmpede farver, fordi der her skal være ro til fordybelse, mens der på gange og på trapper er skruet op for kulørerne for at inspirere til leg og aktivitet. Foruden farver på gulvet har Malene Bach arbejdet med funktionalitet, så eksempelvis opslagstavler, skillevægge og akustikpaneler er inddraget i den kunstneriske udsmykning, samtidig med at elementerne har en praktisk anvendelse.
Nørrebro Park Skole består af tre forskellige bygninger, som er bygget i henholdsvis 1880’erne, 1970’erne og i 2011. Den ældste og den nyeste bygning står færdig og er taget i brug, mens den sidste bygning efter planen skal stå færdig i starten af 2012.
Forbo Flooring A/S har leveret linoleum til gulvene og bulletin boards til blandt andet opslagstavler i klasseværelserne.
Nærmere oplysninger:
Forbo Flooring A/S
Tlf. 44 92 85 00
E-mail: info.denmark@forbo.com
www.forbo.dk


