02.09.11 12:51 Kategori: Produkt Nyheder

DYNAMISKE FACADER REDUCERER ENERGIFORBRUGET



Et nyt system af facadeelementer, der er under udvikling, kan i kombination med lavenergivinduer reducere bygningers samlede energiforbrug med 40-50%.

Systemet har fået navnet Energy Frames og består af facadeafskærmningselementer, der kombinerer dagslyskontrol, solgennemtrængning, visuel afskærmning, termisk isolering og ventilation med lavenergivinduer. Princippet i systemet er, at der kan indbygges forskellige funktionaliteter i ensartede basisrammer, som kan bevæge sig lydløst udenpå lavenergivinduer. På sydfacader vil det typisk være afskærmnings- og ventilationselementer, mens det på nordfacader vil være isoleringselementer.

På SBi har man lavet en opstilling med de første udgaver af Energy Frames. Her er der anvendt klart glas for at få mest muligt dagslys ind, i modsætning til den typiske løsning, hvor det solafskærmende glas stjæler 20-40% af dagslyset. Til gengæld har man anvendt en udvendig solafskærmning, som kan lukke helt ned for solvarmen efter behov eller trækkes helt væk, fx når himlen er overskyet. Udfordringen består så i at rammesystemet skal tilpasses de meget smalle vinduesprofiler i fx energivinduer, man har i dag. Derfor fylder den indbyggede motor, som trækker rammerne, meget lidt. På længere sigt er det tanken, at motoren skal drives af strøm fra solceller indbygget i Energy Frames. Motoren kan også dreje lamellerne, der sidder i rammen, til den ønskede position. Afskærmningen drives af et kompakt, patentanmeldt træksystem, og til den intelligente styring af rammerne er firmaet Elcanic blevet tilknyttet projektet. Tanken er, at Energy Frames skal kunne styres fra en smartphone eller en computer, så man slipper for endnu en fjernbetjening.

Der arbejdes i projektet med tre rammetyper: Èn med glas, kunststoftyper og metal, som det er muligt at se igennem, én rammetype med tekstil, en screendug, der også har en isolerende effekt, og én rammetype med bevægelige lameller, der kan styre lysindfaldet.

Projektet er opstået i en dialog mellem SBi, solafskærmningsproducenten Art Andersen, Protec Vinduer, Juul Architects og elektronikfirmaet Elcanic.

Systemet forventes på markedet om to år.

Yderligere oplysninger:
Art Andersen ApS
Tlf. 33 12 27 50
E-mail: art@art-andersen.dk
www.art-andersen.dk