ROUND SERIES
Round Series er et nyt modulopbygget designkoncept på affaldsbeholder og papirdispenser fra VOLA.
De første produkter i den nye serie er designet til det elegante badeværelse i en privat bolig eller et hotelværelse og egner sig perfekt til toilet- og foyerområder i hoteller, restauranter, kontorer og kulturelle bygninger, så som museer og teatre.
Designet af de nye produkter tager sit afsæt i cirklen som geometrisk form, som vi kender det fra VOLA armaturerne, omkranset af en ring i højglanspoleret krom eller børstet rustfrit stål. Denne skaber, sammen med fronten i hvid eller sort, også en klar reference til VOLA armaturerne i rummet. Fronten kan udskiftes ved senere renoveringer, såfremt en anden farve ønskes. Med udgangspunkt i rummets udtryk og materialer kan affaldsbeholderen og papirdispenseren frit sammensættes af ringen i krom eller børstet rustfrit stål og front i hvid eller sort – eller til større projekter en helt anden farve – så de indgår smukt i rummets indretning.
Den indbyggede affaldsbeholder åbnes med et let tryk på fronten med hånden eller knæet. Affaldsbeholderen er let at tømme og praktisk med sin placering på væggen - både i forhold til betjening og rengøring. Affaldsbeholderen kan desuden monteres ved siden af toilettet til hygiejneartikler. Indbygningsdybden er 15 cm. Den kan indbygges direkte i hård eller let væg, alternativt i en forsatsvæg eller i et vaskemøbel, men fås også til påbygning på væggen.
Papirdispenseren er det andet nye medlem af VOLA familien, beregnet til indbygning i væggen. Den kan rumme op til 100 papirservietter, og en skjult fjeder sørger for at servietterne hele tiden presses fremad.
De nye VOLA produkter er designet af aarhus arkitekterne A/S, som også tegnede det nye VOLA Academy i 2007, samt en serie fritstående armaturer og en ny håndklædevarmer, der efterfølgende har modtaget flere internationale designpriser.
For nylig vandt VOLA Round Series hele fire priser ved Plus X Award 2011 i Düsseldorf i kategorierne ”Best Product of the Year 2011”, ”Innovation”, ”Design” og ”Funktionalität”, en fornem anerkendelse, da Plus X Award er blandt verdens største innovationspriser indenfor teknologi, sport og livsstil.
Produkterne kan ses i VOLA’s showroom i Pakhus 48 i Frihavnen i København.
Nærmere informationer:
VOLA A/S
Tlf. 70 23 55 00
sales@vola.dk
www.vola.dk


