ARKITEKT I FIRE VERDENSDELE
Hans Munk Hansen: Arkitekt i fire verdensdele. Forlaget Vandkunsten, Kbh. 2011. 220 x 235 mm. 202 s. indb. Pris: 239,96 kr. excl. moms.
Fra midten af 1950erne og halvtreds år frem var Hans Munk Hansen aktiv som arkitekt, byplanlægger, restaurator og arkitekturhistoriker i Europa, Afrika, Asien og Amerika. Byggeopgaverne ligger spredt ud over hele kloden, og denne indsats har nu fundet sin velfortjente dokumentation i en smuk og veltilrettelagt bog, som nok ingen andre end han selv har kunnet skrive, på trods af hans uhyre selvbeskedenhed. Selv for undertegnede, som kan bryste sig af at være en af hans elever og afgængere på Arkitektskolen, er der adskilligt nyt at opleve.
Hans har en imponerende sikker hånd i alt, hvad han har lagt navn til, og bredden fra underviser i arkitekturhistorie og restaurering på Kunstakademiets Arkitektskole til praktiserende i fjerne verdensdele og restaurator af komplekse opgaver som Petri Kirke har haft en vældig inspirerende effekt på flere generationer af arkitektstuderende, som nu kan glæde sig over en publikation, der yder mesteren retfærdighed.
Andre kan med stor fordel læse med i, hvad en af de bedste lærere på Akademiet i nyere tid kunne bibringe åbne, lyttende sjæle, der gerne ville lære noget om hvad det vil sige at være arkitekt i en åben verden, der hentede inspiration og erfaring fra alle sider, inklusive de kulturer, som havde et eksotisk, men måske ikke særligt velbeskrevet erfaringsgrundlag.
Hans Munk Hansen har i sit arbejdsliv taget fat på nogle af de mest omfattende arkitektopgaver, man kan forestille sig, og har løst dem med en imponerende kompetence, som aftvinger respekt.
Overfladisk set tager Hans Munk Hansens bygninger sig forskellige ud, fordi de konsekvent tager afsæt i lokale byggetraditioner og materialer, men de bygger altid på en omhyggelig analyse af den funktion og den kultur, de skal indgå i. Det er i korthed den lære, hans elever har bragt med sig i deres virke, hjemme og udenlands.
Godt at et bogværk som dette har kunnet føje sig til rækken af klassikere i dansk arkitektur.
Kontakt og bestil
bog@byggecentrum.dk
Køb hos
Byggecentrum Boghandel

