05.10.17 15:42

Bedre indeklima med nye levende lys

Et nyt projekt ved navn CANDLE skal gøre den verdenskendte danske hygge endnu hyggeligere. Projektet, der støttes med over 9 mio. kr. af Innovationsfonden, vil nemlig udvikle nye levende lys, som udleder færre sundhedsskadelige partikler og gasser. Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse

Efterhånden som vinteren gør sit indtog stiger danskernes forbrug af levende lys markant. Danskerne er ligefrem det folkefærd i verden der forbruger flest levende lys – årligt bliver det i gennemsnit til næsten 6 kilo levende lys per dansker.

Det store forbrug kan dog påvirke indeklimaet i hjemmet, og faktisk er levende lys blevet udpeget som en af hovedkilderne til partikler i luften. Der mangler dog vital viden om sundhedseffekterne af de udledte gasser og partikler fra afbrænding af levende lys.

Nyt projekt skal mindske luftforureningen

Manglen på viden vil et dansk-ledet internationalt projekt nu ændre på ved at udvikle levende lys, som påvirker indeklimaet mindst muligt. Samtidigt vil projektet også bane vej for klassificering af levende lys på baggrund af deres indflydelse på indeklimaet.

"Projektet vil som det første i verden udvikle nye lys ved at bruge den viden, som opnås gennem avancerede målinger af partikel- og gasudledningen fra tændte levende lys. Ved at koble målingerne med viden om gassernes og partiklernes effekt på helbredet er det muligt at arbejde hen imod levende lys, som påvirker indeklimaet mindst muligt," siger seniorspecialist Peter Bøgh Pedersen, Teknologisk Institut.

Forventningen til projektets resultater er videre at de medvirkende virksomheders salg og mulighed for eksport vil forøges. Det skyldes at de forbedrede lys vil føre til en betydeligt bedre konkurrenceevne. Derudover er håbet, at mindre sundhedsskadelige lys vil være med til at forbedre danskernes helbred.

Også relevant for andre brancher

Sidst men ikke mindst sigter projektet også efter at have en effekt som rækker ud over lysbranchen.

"CANDLE-projektet vil styrke vores miljøtekniske kompetencer. Vi forventer på den baggrund at kunne hjælpe virksomheder i flere andre brancher til udvikling af nye og bedre produkter," siger centerchef Bodil Lorentzen, Teknologisk Institut.

Projektets partnere

Projektet er et stort internationalt samarbejde mellem ASP-HOLMBLAD A/S, Teknologisk Institut, COOP Danmark, Danwax, Aarhus Universitet, Lunds Universitet i Sverige, svenske Liljeholmens Stearinfabrik, portugisiske Promol og European Candle Association.

 

Kilde: GTS, Godkendt Teknologisk Service - gts-net.dk 

 

 

Manglen på viden vil et dansk-ledet internationalt projekt nu ændre på ved at udvikle levende lys, som påvirker indeklimaet mindst muligt. Samtidigt vil projektet også bane vej for klassificering af levende lys på baggrund af deres indflydelse på indeklimaet. Foto: Teknologisk Institut