06.12.17 09:18

DGNB Auditors hos Arkitema

I de seneste år har Arkitema Sustainability gjort rådgivning om DGNB til en central del af deres strategi, hvilket har resulteret i hele tre DGNB-certificeringsaftaler indenfor få måneder. Med de nye aftaler bliver to af arkitektvirksomhedens DGNB konsulenter videreuddannet til DGNB auditors.

Tre nye aftaler om DGNB-certificering til Arkitema Sustainabilitybliver startskuddet til, at kontorerne i København og Aarhus nu får hver deres DGNB auditor.

Arkitema har siden 2012 løbende uddannet mange DGNB konsulenter som har arbejdet med DGNB i en lang række projekter, men videreuddannelsen af to af disse DGNB konsulenter til auditors betyder, at Arkitema både i København og Aarhus nu kan tage ansvar for hele DGNB-certificeringsprocessen af et byggeprojekt fra start til slut.

”DGNB understøtter vores ambition om at skabe arkitektur, der gør en forskel for mennesker. Vi vægter både sociale, miljømæssige og økonomiske kvaliteter højt, og DGNB understøtter denne holistiske tilgang til bæredygtig arkitektur. Vores to DGNB auditors kan facilitere hele certificeringsprocessen fra start til slut, og på den måde kan vi sikre at kvaliteterne i DGNB bliver implementeret i hele projektforløbet, hvilket vil forøge bygningernes værdi på den lange bane” fortæller Rikke Bjerregaard Orry, Head of Sustainability hos Arkitema Architects.

Tre gange guld

I Risskov ved Aarhus bygger Arkitema sammen med blandt andet NREP og DOMIS i et nyt boligområde kaldet Risskov Brynet. Lars Kvist fra Arkitema skal certificere to etaper af byggeriet med ambitionen om DGNB Guld. Med Pension Danmark som bygherre forventes Nordfyns Banks nye kontordomicil i Odense, ligesom Risskov Brynet, at opnå DGNB Guld. På denne opgave er det Signe Bang Korsnes i København der har rollen som DGNB auditor.

I forbindelse med projekterne i Risskov Brynet inviterede Arkitema hele projektorganisationen fra opgaven til et orienteringsmøde om DGNB. DK-GBC’s tekniske direktør, Lau Raffnsøe tog i denne anledning turen til Aarhus for at give en DGNB-briefing til alle projektdeltagerne i Risskov Brynet og understøtte certificeringsprocessen.

”Det er en vigtig del af vores arbejde hos DK-GBC at sørge for, at vores medlemmer har et godt grundlag for at DGNB-certificere. Vi ønsker med DGNB at viderebringe værdi til både byggeri og projektering. Derfor vil vi også altid gerne støtte op om vores medlemmers arbejde med DGNB-certificering og kommer gerne og hjælper med at udbrede viden om systemet,” siger Lau Raffnsøe om besøget.

DGNB som udgangspunkt for læring hos alle medarbejdere

Arkitema sætter også fokus på den læringsproces som kan ligge i brugen af DGNB som et projekteringsværktøj. DGNB’s holistiske tilgang til bæredygtighed kan danne grundlag for en tidlig dialog om projekternes bæredygtige indhold og ambitionsniveau, og virksomheden udbreder derfor kendskabet til systemet til alle sine medarbejdere. Arkitema har således udviklet et internt dialog- og evalueringsværktøj, hvor kriterierne i DGNB er udgangspunktet. Dette værktøj bruges i projekter, som ikke nødvendigvis skal DGNB-certificeres, men som alligevel skal have et højt niveau for bæredygtighed.

Arkitema har allerede erfaring med rådgivning og certificering indenfor andre standarder som Active House, DGNB for byområder, det svenske system Miljöbyggnad samt LEED og BREEAM - og en lang række skræddersyede bæredygtighedsstrategier til projekter som ikke ønsker certificering. Med to DGNB auditors i Danmark bliver ydelsespaletten indenfor bæredygtighed komplet.

Arkitema Architects er grundlagt i Aarhus i 1969 og er i dag Skandinaviens 5. største og Danmarks største arkitektvirksomhed med over 500 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.

Yderligere information, kontakt:

arkitema.com

Skitse af Risskov Brynet etape 5, der skal DGNB-certificeres af Arkitema Architects. Etapen forventes færdig i 2019. Skitse: Arkitema Architects.