21.09.16 21:34

Få en SMS fra din kloak

Ny opfindelse lukker for vandet og sender en SMS, når der er fare for oversvømmelse.

Et dansk firma har opfundet et system, der automatisk lukker for vandforsyningen til en ejendom, når kloakken er fuld. Det forhindrer, at der løber mere vand ned i den pressede kloak, og man undgår dermed, at kloakken løber over og oversvømmer huset – uden at skulle installere en dyr pumpe til at fjerne spildevandet.

Opfindelsen er gjort af det danske firma Urban Water ApS. Det er sket med støtte på 1,2 millioner kroner fra det Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) efter indstilling fra Svana.


Det nye system kan spare betydelige beløb som alternativ til de pumpeløsninger, man benytter sig af i ejendomme dag. I forhold til en pumpe koster det nye system kun en tredjedel og er desuden langt lettere at installere.


Samtidig sender det nye system en SMS til beboerne om, at der bliver lukket for vandet, så de kan nå at tappe en nødbeholdning af drikkevand.


Typegodkendelse og patent for systemet er på plads, og næste skridt bliver at installere og teste det i ejendomme i Frederiksberg Kommune. 


Yderligere information: 
Urban Water ApS
Telefon: 4041 0804

web: urbanwater.dk

 

 

Kloakpres. Ny dansk opfindelse kommer kloakker til undsætning. Foto: Colourbox.