11.12.17 09:44

Fugtmålingsprojekt viser store perspektiver i indvendig efterisolering

Et fugtmålingsprojekt udført for AKB København lover godt for ældre ejendomme plaget af fugt, skimmel og varmetab. Via indvendig efterisolering med det diffusionsåbne Multipor isoleringssystem er det lykkedes at optimere fugtreguleringen. Løsningen er samtidig så enkel, at den kan laves som led i den almindelige vedligeholdelse af lejligheder i forbindelse med flytning.

Indvendig efterisolering kan ikke alene styrke en bygnings energibesparelse, men optimerer også indeklimaet og minimerer risikoen for skimmelproblemer. I hvert fald hvis opgaven udføres med det diffusionsåbne og aktivt fugtregulerende Multipor isoleringssystem.

Forskellen især tydelig i de kolde måneder

Det dokumenterer et fugtmålingsprojekt udført i en gavllejlighed for boligselskabet AKB på Tagensvej 187 i København. Her er stuevæggen ud mod gavlen blevet efterisoleret med Multipor isoleringssystem i januar 2016. Indbyggede fugt- og temperaturmålere mellem indersiden af ydervæggen og den kolde side af isoleringspladerne har efterfølgende løbende målt effekten af efterisoleringen.

Tallene taler deres eget tydelige sprog: Der er nemlig sket en markant forbedring af de temperatur- og fugtmæssige forhold, der har betydning for indeklimaet. Jens Simonsen, der bor i lejligheden sammen med sin kone og selv er tidligere vicevært i ejendommen, fortæller: 

"Vi er yderst tilfredse med løsningen, og de flotte måleresultater bekræfter fuldstændigt den oplevelse, vi har, når vi opholder os i stuen. Indeklimaet er blevet væsentligt bedre, og samtidig holder væggen meget bedre på varmen. Forskellen er især tydelig i de kolde måneder, når vinden står lige ind på gavlen. Vi har derfor besluttet os for også at få efterisoleret soveværelsesvæggen ud mod gavlen."

Et effektivt, enkelt og stabilt alternativ til udvendig efterisolering

Gavllejligheder i ældre etageejendomme uden hulrumsisolering er særligt udsatte for fugtproblemer og dermed skimmelsvamp, da ydervæggene er kolde. Det var baggrunden for, at man i AKB København netop valgte at undersøge effekterne af en indvendig efterisolering med Multipor isoleringssystemet i en af ejendommens gavllejligheder. Ejendomsleder Mads Juncker fortæller:

"I branchen er vi generelt på udkig efter effektive og enkle alternativer til udvendig efterisolering. Løsningerne skal samtidig være mindre omkostningstunge, mindre tidskrævende og gerne give mindre gener for beboerne, mens arbejdet står på."

"Måleresultaterne viser umiddelbart, at isoleringssystemet regulerer både fugten og temperaturen så effektivt, at løsningen også vil forebygge skimmelangreb, hvilket er noget, vi har stor opmærksomhed på. Vi er derfor spændte på at se, hvordan tallene udvikler sig det næste års tid, hvor vi fortsætter med at måle fugt og temperatur i lejligheden," uddyber han.

Reduceret byggetid og minimale gener for beboerne

Selve isoleringssystemet er både diffusionsåbent og kapillaraktivt og regulerer derfor effektivt rumfugten i lejligheden. Systemet monteres helt uden brug af dampspærre, så ud over indeklimaforbedringen fjerner det også den skimmelrisiko, der er ved en eventuelt utæt dampspærre.

Et andet væsentligt aspekt ved at udføre indvendig efterisolering med Multipor isoleringssystemet er, at det er meget nemt at arbejde med, da selve montagen er relativt hurtig og simpel.

Det forklarer Bjørn Nørgaard, som er indehaver af Elementmontøren i Frederiksværk. Byggefirmaet udførte efterisoleringen på Tagensvej og har gennem en årrække udført flere efterisoleringer med Multipor isoleringssystemet. 

"En af de helt store fordele for beboerne er, at vi som udførende ikke har brug for megen plads under arbejdet, og der er heller ikke behov for genhusning. På Tagensvej kunne vi nøjes med at opsætte en støvvæg halvanden meter ud fra væggen, så resten af stuen kunne bruges, mens vi rensede af, skar pladerne til og efterfølgende fik dem klæbet dem op og pudset," fortæller han.

"Fordi løsningen er så simpel og relativt hurtig at lave, kan den fx også udføres som en del af den almindelige vedligeholdelse af lejligheder i forbindelse med en flytning. Det er en enkel måde at få opgraderet lejligheden på, så man både sparer på varmen og får et behageligt indeklima uden fugt- og skimmelproblemer," understreger han til slut.

Yderligere information, kontakt:
Ytong
Bo Toftager, Ekstern projektsalg, Sjælland & Fyn 
Telefon  2570 2390
E-mail: bo.toftager@xella.com  

Etageejendomme som Tagensvej 187 i København kan hurtigt efterisoleres indvendigt med Multipor, så man undgår fugtproblemer inden døre.

Jens Simonsen har fået efterisoleret stuevæggen indvendigt med Multipor. ”Indeklimaet er blevet væsentligt bedre,” fortæller han.

Efter indvendig efterisolering med Multipor viser tallene et markant fald i fugtigheden på indersiden af ydervæggen fra omkring 95 pct. til under 60 pct.