30.10.17 16:31

Gamle kantsten bliver til nye asfaltbelægninger

Sammen med NCC tænker Kolding Kommune i grønne og bæredygtige løsninger. Bunkerne af gamle granitkantsten, som de seneste 50 år har hobet sig op i kommunen, får nu nyt liv i form af slidstærke asfaltbelægninger, som bliver produceret ved lavere temperaturer og derved reducerer CO2-udledningen.

I Kolding Kommune har man gennem en lang årrække samlet brugte granitkantsten sammen. Rigtig mange af disse er blevet genbrugt i forbindelse med nye projekter og til vedligeholdelse af kommunens veje og gader. Men efter mere end 50 år er bunkerne af de mere ukurante og halve granitkantsten blevet enorme, fordi stenene ikke har haft nogen umiddelbar brugsværdi eller været egnet direkte til genanvendelse i nye projekter.

I samråd med NCC Industry, Asfalt har Kolding Kommune derfor valgt at tænke i nye og bæredygtige baner i forbindelse med et større renoveringsprojekt i Unesco byen Christiansfeld. Her skulle der lægges asfalt ved p-pladsen ved den nyrenoverede Genforeningsplads og ved en ny toiletbygning. Projektet er en del af hele renoveringsprojektet af den gamle del af Christiansfeld.

Løsningen fra NCC blev derfor at recycle bjergene af granitkantsten ved at knuse de gamle kantsten og anvende de knuste sten direkte i produktionen af asfalt for derefter at bruge asfalten til nye belægninger omkring bygningen og på parkeringspladsen.

”Jeg synes rigtig godt om idéen med, at vi får nye asfaltbelægninger med vores egne gamle kantsten. På den måde udnytter vi ressourcerne mest effektivt og får sluttet ringen i den bæredygtige tankegang”, siger Rasmus Bonde, Vejingeniør i Kolding Kommune.

’Grøn asfalt’ sparer på energien og reducerer CO2 udledning

Det samlede arbejde står nu færdigt, og de gamle kantsten har fået nyt liv i kommunen. Som en del af løsningen producerede NCC asfaltbærelaget ved hjælp af en miljøvenlig produktionsteknik – NCC Green Asphalt®, hvor temperaturen for asfalt nedsættes med 20-30 grader. Det betyder en reduktion af CO2 udledning med cirka 3,5 kg per produceret ton asfalt i forhold til traditionel asfaltproduktion og en energibesparelse på omkring 25 %. 

”Det har været en fornøjelse at få lov at sætte vores bæredygtige aftryk i Kolding Kommune, og vi glæder os over, at flere og flere danske kommuner ser gevinsterne ved at tænke i miljøvenlige løsninger. Projektet her passer rigtig godt til vores egen målsætning om størst mulig genanvendelse af materialer til produktion af ny asfalt”, siger Leif Esager, Markedschef i NCC Industry, Asfalt.

Yderligere oplysninger, kontakt:

NCC, Industry, Asfalt // Leif Esager, Markedschef // tlf. 40 64 50 33 
NCC Danmark // Pernille Kjøller, Kommunikationspartner // tlf. 41 37 85 62

Sammen med NCC tænker Kolding Kommune i grønne og bæredygtige løsninger.

Bunkerne af gamle granitkantsten, som de seneste 50 år har hobet sig op i kommunen, får nu nyt liv i form af slidstærke asfaltbelægninger, som bliver produceret ved lavere temperaturer og derved reducerer CO2-udledningen. Fotograf: NCC

Fotograf: NCC