07.11.17 14:20

Historiske slagtehuse får nyt liv som moderne ungdomsboliger

Renoveringen af Odense Offentlige Slagtehuse har via fokus på dagslys, akustik og energi forvandlet de historiske bygninger til 119 unikke og moderne ungdomsboliger. Det er ikke mindst sket ved hjælp af projekttilpassede vinduesløsninger skabt i tæt samarbejde mellem arkitekt, totalentreprenør og vinduesproducenten.

Historiens vingesus fornægter sig ikke, når man i dag træder ind i den store hal i Odense Offentlige Slagtehuse, der oprindelig stod færdigt i 1928. Det tidligere industrikompleks har efter en gennemgribende renovering for nylig slået dørene op for 119 moderne ungdomsboliger midt i byens historiske kerne.

Flere af de oprindelige hvide flisebelægninger på væggene er således ligesom det oprindelige bærende søjle-/dragersystem i stål blevet bevaret. Hovedbygningen bærer derudover ligesom de to fløje tydeligt præg af stedets historie bl.a. fordi de nye trapper og adgangsvejene er udført i rå materialer med et industrielt look.   

Dagslys var et vigtigt tema

Simon Strandholdt, der er arkitekt og partner i Archidea Arkitekter, har stået for projekteringen af den historiske renovering, som i maj blev præmieret af Odense Kommune. Arkitektfirmaet har tidligere lavet renoveringer af flere historiske bygninger i Odense, og Simon Strandholdt fortæller om slagtehalsprojektet, hvor kommunen også var en aktiv medspiller:  "Vores udgangspunkt har været den oprindelige arkitektur, som allerede blev understreget, mens vi sammen med kommunen udarbejdede den nye lokalplan for området. Renoveringen er derfor sket med respekt for bygningernes særlige kvaliteter, markante detaljer og kendetegn, samtidig med at vi har ført dem op til helt moderne standarder via fokus på bl.a. dagslys, akustik og energi." 

Især dagslyset i hovedbygningen var et vigtigt tema, da bygningen fremstod meget massiv med vægge, som nogle steder er op mod en meter i tykkelsen.  

"Derfor har vi bl.a. fritlagt fløjene for at skabe luft og fri passage for lyset, ligesom vinduesarealerne nogle steder er øget ved at reducere brystningerne. På den måde har vi samtidig kunnet bevare facadeudtrykket med de oprindelige vinduesbredder og opsprosninger," uddyber Simon Strandholt.  

Tæt samarbejde om de unikke vinduesløsninger

Vinduesløsningerne til projektet var allerede fra starten genstand for tæt dialog mellem arkitekten, totalentreprenøren Skjøde og Velfac. På baggrund af vinduesproducentens rådgivning blev vinduerne til den komplekse hovedbygning udformet med afsæt i vinduesserien VELFAC Classic, men med særligt tilpassede sprosser og poste. 

Derudover blev vinduerne forsynet med 3-lags lavenergiruder, som ud over at eliminere kuldenedfald og træk yder en vis støjreduktion inden døre. Kenneth Hansen, der er projektkonsulent hos Velfac, fortæller om udformningen af vinduerne, som blev besluttet i tæt samarbejde med Archidea og Skjøde: 
"På grund af hovedbygningens karakter er der stort set ikke to værelser, der er ens, alle vinduerne har unikke dimensioner, og hvert enkelt vindue er udførligt blevet målt op på stedet. Samtidig skulle vi så tæt på det oprindelige udtryk som muligt uden at gå på kompromis med kravene til bl.a. energi og akustik." Han suppleres af Simon Strandholdt:  

"Efter installationen har vi fået udført dagslysberegninger i hvert enkelt værelse for at sikre, at der faktisk kommer den lysmængde ind, der skal. Det var ikke lykkedes at nå i mål med så godt et resultat, hvis ikke vi fra starten havde haft en tæt dialog om, hvordan vi fik optimeret vinduerne specifikt til projektet." 

Yderligere information, kontakt:

Velfac
Kenneth Hansen, Salgskonsulent
M: +45 20 48 88 59 // E-mail: kha@velfac.dk

 

 

Odense Offentlige Slagtehuse. Fotos Velfac.

"Efter installationen har vi fået udført dagslysberegninger i hvert enkelt værelse for at sikre, at der faktisk kommer den lysmængde ind, der skal. Det var ikke lykkedes at nå i mål med så godt et resultat, hvis ikke vi fra starten havde haft en tæt dialog om, hvordan vi fik optimeret vinduerne specifikt til projektet."