12.10.17 13:05

Maling som bæredygtig bygningskomponent

Maling er meget mere end flot finish og vedligehold. Det er en regulær bygningskomponent, som kan optimere det samlede byggeri rent klima- og energimæssigt. Det kan de besøgende ved selvsyn erfare, når den markedsledende maling- og lakproducent Tikkurila Danmark fremviser og demonstrerer sine klimavenlige produkter på årets største grønne byggeevent Building Green.

"For os er der ingen tvivl om, at den funktionelle kvalitet i materialerne sagtens kan forenes med hensyn til miljøet, de udførendes arbejdsmiljø og med et godt indeklima i den færdige bygning." Sådan lyder budskabet fra Kenneth Johansen, der er adm. direktør i maling- og lakproducenten Tikkurila Danmark, som står bag Beckers Maling og Iso Paint Nordic.

Tikkurila Danmark har igennem årtier udviklet klima- og arbejdsmiljøvenlige produkter og udbyder i dag flere miljømærkede produkter end nogen anden europæisk maling- og lakproducent. Og nu kan de besøgende selv få syn for sagen, når virksomheden udstiller på årets største og mest imødesete bæredygtige event, Building Green, der samler byggebranchen i Forum i København d. 1. og 2. november.

Produkter som byggekomponenter

Hos Iso Paint ser man frem til at præsentere klimavenlige løsninger, der i praksis fungerer som egentlige byggekomponenter, som er med til at skabe et mere energivenligt byggeri.

"Maling og overfladebehandling er meget mere end dekoration og vedligehold. Det kan optimere hele byggeriet og bygherrens driftsomkostninger, og så kan produkterne bidrage med et bedre indeklima i den færdige bygning," lyder det fra Kenneth Johansen. 

Det gælder f.eks. tagmalingen ClimateCooler, der ud over de rent funktionelle egenskaber som beskyttelse og levetidsforlængelse for tagbeklædningen, bidrager til et bedre indeklima og energibesparelser ved at reducere varmeindstrålingen markant. 

"Maling og overfladebehandling med specialprodukter er både en meget tilgængelig og effektiv vej til forbedringer af indeklimaet og lavere energiforbrug. De fordele er der flere og flere, som får øjnene op for, siger Kenneth Johansen med henvisning til, at grønne bygningskomponenter og materialer har et øget fokus inden for både nybyggeri, renovering og vedligehold."

ClimateCooler er tilføjet specialpigmenter, som sikrer, at op til 80 pct. af den indstrålede varme reflekteres tilbage til atmosfæren. I praksis betyder det, at tagetage-rum i bygninger med et tag, som er behandlet med ClimateCooler, bliver langt behageligere at opholde sig i, når solen bager, ligesom energiforbruget til køling nedsættes væsentligt.

Maling uden opløsningsmidler

Også Beckers Maling er repræsenteret på Tikkurila Danmarks stand 76 og vil her fremvise en række malinger, som er mærkede med Svanemærket og EU Ecolabel. Det gælder for eksempel Scotte-serien af vægmalinger til indendørs brug, der produceres uden organiske opløsningsmidler og har en ubetydelig lugt ved påføring. Derudover står Beckers Maling bag lakfarve-serien Elegant til indendørs træværk, og ligesom Scotte-serien er den certificeret med både Svanemærket og EU Ecolabel. 

Beckers Maling producerer hovedsageligt på fabrikken i Nykvarn i Sverige, der er blandt Europas mest miljøvenlige fabrikker. Her er der stort fokus på genanvendelse og reduktion af CO2-udslip i hele værdien, og Beckers Maling opererer således efter en ambitiøs målsætning om at reducere CO2-udslippet med 50 pct. inden år 2020.  

Skånsomme materialer gavner alle parter

"Bæredygtighed er på agendaen alle steder i byggeriet, og derfor er det godt at samles på en event som Building Green, så vi kan erfaringsudveksle på tværs af byggebranchen. Vores budskab på dagene i Forum er, at der er mange fordele ved at vælge bæredygtige materialer, og at det er en gevinst for alle parter," siger Kenneth Johansen og tilføjer:  

"Miljørigtige produkter, som er fremstillet uden brug af organiske opløsningsmidler, er ikke kun til gavn for de mennesker, der skal bo eller arbejde i den færdige bygning. De bidrager også til et bedre arbejdsmiljø for de udførende, ligesom miljøet generelt belastes mindre, når man vælger de skånsomme materialer." 

Yderligere information, kontakt:
Tikkurila Danmark A/S 
Lene Velschow Søgaard, Marketing Manager
Telefon 43 27 19 05
e-mail: Lene.Sogaard@tikkurila.com  
web: www.tikkurila.dk