30.08.17 11:30

Ny deklaration af byggevarers indhold skal sikre sundere bygninger

Henning Larsen, Sustainable Build og NCC står klar med en plan for implementering af byggevaredokumentation i Danmark.

Ny undersøgelse viser, at et bredt udsnit af den danske byggebranche finder den eksisterende byggevaredokumentation for mangelfuld og efterspørger et nyt system. Utilstrækkelig dokumentation af materialers indhold står i vejen for bæredygtige materialevalg, og Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi anbefaler bl.a., at der udvikles standardiserede bygnings- og produktpas.

En procedure for at indføre sådan en standardiseret deklarering har Henning Larsen og NCC nu udviklet i regi af Sustainable Build i samarbejde med Tarkett.

Oplysninger om indeklima og afgasning, kemisk indhold og demonterbarhed bør være lettilgængeligt for interessenter i byggebranchen. Det er den manglende brik i den nuværende dokumentation, og det vil være en uvurderlig støtte for rådgivere, kunder og leverandører for at kunne træffe sunde og miljørigtige materialevalg, og for at store værdier ikke går tabt, når en bygning er udtjent, viser undersøgelsen foretaget af arbejdsgruppen.

En frivillig deklareringsordning vil give producenten mulighed for at oplyse blandt andet materialets indhold, egenskaber, certificeringer og data, samt hvordan produktet opfylder specifikke DGNB- og LEED-krav. Dokumentet vil give et samlet overblik over flere punkter som ikke er oplyst i de eksisterende miljøvaredeklareringer, og arbejdsgruppen foreslår en proces, der tager udgangspunkt i svensk forbillede.

Gennemskuelighed i byggematerialer er afgørende for at kunne tænke demonterbarhed ind i et projekt fra begyndelsen. Men gennemskuelighed skal også sikre, at aktørerne i branchen har motivationen til at gøre det.

Bygninger som materialebanker.
Den grundige dokumentation er nemlig – blandt andet - en nødvendighed for cirkulær økonomi, siger Martha Lewis:

”Cirkulær økonomi opstår, når et byggeri ikke mister værdi, efter det er bygget færdigt. Når materialerne kan genanvendes, besidder bygningen fortsat værdien af de materialer, den er bygget med. Vi skal altså blive klar over, at bygninger er ressourcer, som man kan tjene penge på senere i bygningens livscyklus. Det giver bygherren et økonomisk incitament til at vælge bedre materialer,” forklarer Henning Larsens materialespecialist Martha Lewis.

”Et materiale kan godt have en positiv miljøprofil defineret gennem CO2 emissioner og energiforbrug uden at sige noget om, at der for eksempel er kemi i produktet, der er til belastning for de mennesker, der skal bo i bygningen, eller som kan blive udskilt, når produktet skal omsmeltes,” siger hun.

Om Sustainable Build
Henning Larsen er en ud af fem stiftende partnere i det brancheomspændende innovationsprojekt SustainableBuild, der arbejder for at fremme vækst og bæredygtighed i den danske byggebranche og som er et samarbejde mellem Industriens Fond, Dansk Arkitektur Center og Grøn Omstillingsfond og udviklet i fællesskab med LeaderLab. Øvrige stiftende partnere er Pension Danmark, Region Midtjylland, Tarkett og NCC, og Sustainable Build realiseres i øvrigt i tæt samspil mellem byggebranchens producenter, leverandører, bygherrer, virksomheder og organisationer. En af projektets mærkesager er at fremme gennemsigtighed af materialer og cirkulær økonomi ved at indføre et bedre system til byggevaredokumentation. Martha Lewis er en del af TaskForce 3, materiale viden og sporbarhed. 

Kilde:  da.henninglarsen.com // www.sustainablebuild.dk

Ny undersøgelse viser, at et bredt udsnit af den danske byggebranche finder den eksisterende byggevaredokumentation for mangelfuld og efterspørger et nyt system. Foto: henning Larsen.