28.06.17 15:22

Nye vejledninger om opførelse af sekundær bebyggelse på højst 50 m² og funktionsafprøvning

Den 1. juli 2017 træder seneste ændring af bygningsreglementet 2015 i kraft. I denne forbindelse udgiver Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen to nye vejledninger om henholdsvis sekundær bebyggelse på højst 50 m² og om funktionsafprøvning.

Opførelse af sekundær bebyggelse med et samlet areal på maksimalt 50 m². Fra den 1. juli 2017 udgår anmeldelsesbegrebet af bygningsreglementet. Ændringen har blandt andet betydning for opførelse af sekundær bebyggelse. Sekundær bebyggelse er garager, carporte, udhuse, overdækkede terrasser, drivhuse og lignende bygninger med et areal på højst 50 m².Det betyder, at der ikke længere vil blive krævet ansøgning om byggetilladelse eller anmeldelse til kommunen ved opførelse af sekundær bebyggelse, når bygningerne har et samlet areal på højst 50 m² og at den sekundære bebyggelse overholder byggeretten og anden relevant lovgivning. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er det samlede areal af den sekundære bebyggelse på grunden, der højst må være 50 m², og ikke blot arealet af den enkelte bygning.Vejledningen om opførelse af sekundær bebyggelse gennemgår de forhold, man skal være opmærksom på ved opførelse af sekundær bebyggelse.    

Funktionsafprøvning

Pr. 1. juli indføres kravet om funktionsafprøvning. Det vil sige, at en række bygningsinstallationer skal have foretaget en funktionsafprøvning inden ibrugtagning af bygningen. De nye krav er en styrkelse af de allerede eksisterende krav til eftervisning af installationers ydeevne i de gældende standarder for ventilation, varme- og køleanlæg, belysning og elevatorer.
Vejledningen bliver udgivet med det formål, at hjælpe med en fortolkning af omfanget af funktionsafprøvninger og hvilke målinger, der normalt skal udføres for at vise, at kravene i bygningsreglementet til de givne installationer er opfyldt. Vejledningen henvender sig til alt byggeri uanset størrelse eller formål.

Download vejledningerne:
Ved spørgsmål om: 

Vejledning om opførelse af sekundær bebyggelse på højst 50 m²:
Emil Engel Magnussen, eem@tbst.dk
Vejledning om funktionsafprøvning:
Niels Bruus Varming, nbv@tbst.dk

 

Kilde: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen

Der er nye krav om, at belysnings-, varme- og køle- og ventilationsanlægs energimæssige ydeevne og styring i alle nye bygninger skal testes og funktionsafprøves efter installation, og inden de tages i brug