25.10.16 11:13

Robust tagmembran giver holdbare pister på Amager Bakke

Tegnestuen BIG’s spektakulære vision om at placere en skibakke og folkepark på toppen af Københavns kommende energi- og affaldsforbrændingsanlæg Amager Ressource Center har stillet store krav til innovative og holdbare løsninger – ikke mindst i forbindelse med det over 13.000 m² store tagareal.

På tagkonstruktionen over det affaldsbaserede energianlæg Amager Ressource Center har tegnestuen BIG udnyttet den grundlæggende kileform i det avancerede forbrændingsanlæg, der i den ene ende er over 80 meter højt, til at udtænke by- og rekreationsparken Amager Bakke med nye rekreative muligheder.

I 2017 kan eventyrlystne københavnere og turister således suse ned ad en alpin skibakke få kilometer fra byens centrum. Langs det 500 meter lange skiterræn med pister etableres der grønne områder med naturlig beplantning og klippeblokke til at fuldende illusionen om et naturligt bjerglandskab, der f.eks. kan bruges til vandre- eller løbeture.

 

Særlige holdbarhedskrav til tagløsning

Aktivitetsmulighederne vil være åbne året rundt, hvilket stiller store krav til holdbarheden af det betondæk, der udgør Amager Bakkes grundlæggende tagflade. Dels skal det beskyttes mod vind og vejr i de åbne omgivelser tæt på Øresund. Samtidig stiller anvendelsen som skibakke og naturpark høje krav til robustheden af den påsvejsede membran, der skal beskytte betonkonstruktionen.

 

Det over 13.000 m² store tagareal er derfor blevet beklædt med tagmembranen Derbigum GC Antiroot fra producenten Derbigum. Løsningen er dobbeltarmeret, og dens særlige robusthed og tæthed betyder, at den især bruges som grundbelægning på konstruktioner, hvor der stilles høje krav til sikkerhed mod gennemtrængning af vand, såsom broer, parkeringsdæk og i tunneller.

 

Logistik kræver nytænkning

Ifølge tagdækker og direktør Jan Steinmüller fra Multi Tag Entreprise, som har stået for udførelsen af tagløsningen, har de helt særlige forhold og arbejdsbetingelser på Amager Bakke krævet specialkompetencer på en lang række områder.

 

"Ikke mindst logistikken har krævet nytænkning. Den stejle tagflade over en meget lang strækning gør det nemlig umuligt at transportere tagpaprullerne ved håndkraft. Derfor er der etableret depoter på en række platforme undervejs på bakken. Herfra fordeles de 110 cm brede tagpapruller via en 60 meter lang skinnebane på tværs af taget og omlastes til vogne, der ved hjælp af et fjernstyret elspil kører tagpaprullerne direkte op eller ned til tagdækkernes aktuelle arbejdssted," siger Jan Steinmüller og fortsætter:

 

"Hældningen på skibakken har også betydet, at det ikke har været muligt at anvende de store svejsevogne, som normalt bruges til membranarbejder. Derfor har vi også selv udviklet særlige svejsevogne til opgaven."

 

Det lune sensommervejr har skabt gode betingelser for tagarbejdet, hvilket betyder, at Amager Bakkes tagflade er blevet sikret mod vejrliget, inden efterårsvejret for alvor sætter ind. Dermed er der nu klar til de første tekniske afprøvninger af selve forbrændingsanlægget – også kaldet waste burn tests – samt den efterfølgende montering af selve skianlægget og naturparken. 

Video: Tag en tur ned ad pisterne på Amager Bakke 


Yderligere information:

Eurotag Danmark A/S

Peter Kranz, Adm. direktør 

Tlf.: +45 7015 1517

Mail: kranz@eurotag.dk

web: www.eurotag.dk

Andre websider: tættag.dk – korkbyg.dk – residek.dk

Se også firmaet optagelse på HFB.dk

Det lune sensommervejr har skabt gode betingelser for tagarbejdet, hvilket betyder, at Amager Bakkes tagflade er blevet sikret mod vejrliget, inden efterårsvejret for alvor sætter ind.

Dermed er der nu klar til de første tekniske afprøvninger af selve forbrændingsanlægget – også kaldet waste burn tests – samt den efterfølgende montering af selve skianlægget og naturparken.