05.01.16 10:23 Kategori: Produkt Nyheder, Forside slider, Inventar

Svane Køkkenet lancerer hel køkkenkollektion

Dansk Køkkendesign 2016 byder på et comeback til eksklusive trækøkkener og smarte features. Samtidig præsenterer Svane Køkkenet et nyt koncept med 4 Days of Design


Svane Køkkenet skyder 2016 i gang med lancering af et eksklusivt asketræskøkken, MS12, med smarte features som denne Move Section – en hel køkkenø, der kan bevæges 20 cm op og ned. Foto: Svane Køkkenet

Svane Køkkenets nye køkkenkollektion, MS12, udstyret med en smart feature Hide Away Wall - en hel væg, der kan skydes for. Foto: Svane Køkkenet

Svane Køkkenet skyder året i gang med præsentationen af en hel køkkenkollektion, MS12, i et eksklusivt design og massivt asketræ. Samtidig er køkkenet udstyret med masser af features, og dermed gør den danske køkkenkæde op med finanskrisen retoriske budskaber om prisbillige køkkener.

”Danskerne er igen parate til at betale for eksklusive produkter i et fedt, dansk design og alle de smarte features, som teknologien muliggør,” siger kædechef Torben Nielsen.

For sjette år i træk præsenterer Svane Køkkenet et helt nyt køkkendesign udviklet og produceret på egen fabrik ved Holstebro:

”I de seneste år har vi fokuseret på at vise danskerne, at vi kunne skabe godt design til en overkommelig pris, og det vil vi stadig gøre. Nu forsøger vi samtidig at hæve barren med en eksklusiv køkkenkollektion, hvor den kvalitets- og designbevidste kunde kan skrue op for blusset med massivt træ og smarte features.”

 

Netop visionen om at udvikle et nyt køkkendesign hvert år er blevet så positivt modtaget af kunder i både Danmark og Norge, at det har været med til at skabe markant vækst for kæden.

 

Opruster på butikssiden

På butikssiden opruster Svane-kæden med lancering af et nyt butiks-koncept, som indrettes i flere af kædens butikker i forbindelse med renovering og ombygning. Lige nu er Holstebro og Lyngby netop færdiggjort, og nu påbegyndes ombygningen af butikkerne i Kolding og Odense. Desuden forventer kædechefen at kunne føje to nye butikker til kæden i 2016.

I Norge åbnes en ny koncept-store i Stavanger i starten af det nye år, og flere andre er på tegnebrættet:

”For knap et år siden åbnede vi flot en koncept-store i Oslo, og den har været en stor succes. Nu udvider vi med en tilsvarende koncept-store i Stavanger for at få endnu bedre tag i de norske køkkenkunder,” siger kædechef Torben Nielsen.

Nyt koncept

Svane-kæden introducerer i januar et nyt koncept - nemlig ”4 Days of Design”, der testes som et alternativ til køkkenweekend-arrangementer:

”Vi har så meget at fortælle om den nye kollektion, at vi sætter spot på design til både køkken og bolig. Det er jo netop det gode design, der kendetegner Svanes køkkener,” forklarer Torben Nielsen fra Svane-kæden, der præsenterer godt køkken- og møbeldesign under ”4 Days of Design” fra den 7.-10. januar.


MS12 er designet af Svanes Køkkenet design- og konceptchef, arkitekt MAA Rolf Birk, der tror på trækøkkenets comeback, men i moderne kombinationer med andre materialer og farver. 

Smarte features skaber masser af muligheder for den enkelte familie at være sammen om madlavningen og kagebagning. 

”Vi har udviklet flere smarte features, som gør hverdagen nemmere for moderne familier. For eksempel lancerer vi en Move Section til køkkenøen, der let kan hæves eller sænkes,” siger Rolf Birk.

 

Nærmere information:
Svane Køkkenet

E-mail: svane.com/dk
Hjemmeside: www.svane.com/dk


HFB.dk bruger cookies. Ved at bruge vores websider og tjenester accepterer du vores brug af cookies.. Mere information Luk