27.01.16 12:09 Kategori: Produkt Nyheder, Forside slider, Klimaskærm

Unikke pinolhængte døre hitter hos arkitekterne

Som de eneste i Danmark kan Vahle fremstille pinolhængte døre helt efter arkitektens design. Det giver meget frie hænder til at skabe rumoplevelser, hvor dørene bliver fuldstændigt integreret i helheden, fortæller arkitekt MAA Marianne Jørgensen fra Praksis Arkitekter.


Pinolhængte døre på Tietgenkollegiet, der er tegnet af Lundgaard & Tranberg.

Blandt de mange øvrige arkitekttegnede byggerier, som Vahle de senere år har fremstillet projekttilpassede pinolhængte døre til, er Lundgaard & Tranbergs Tietgenkollegiet og det helt nye Copenhagen Plant Science Center, der begge ligger i København. Her er dørene udformet med samme kunstnerisk udsmykkede overflade som resten af væggene for at sikre, at de fremstår fuldstændigt integrerede, og samtidig overholder de brandkravene.

I modsætning til traditionelle sidehængslede døre er pinolhængte døre monteret med skjulte hængsler i top og bund. Det gør dem bl.a. mere fleksible at projektere med for arkitekten. Hos Vahle, som er blandt Danmarks førende leverandører af projekttilpassede døre i massivt træ, har man imidlertid taget de pinolhængte dørkonstruktioner skridtet videre: Her kan dørene nemlig designes fuldstændigt, som arkitekten ønsker det – uanset om de skal udformes til brandgodkendelse eller i overhøjder på op til 3,00 m.

”Vi er, så vidt jeg ved, de eneste i Danmark, som kan fremstille pinolhængte døre med så stor en grad af frihed for arkitekten. Pinolhængte døre er generelt mere letgående, når de åbnes og lukkes, fordi vægten fordeler sig anderledes, og dørbladet kan derfor fremstilles i større formater end på sidehængslede døre,” fortæller salgschef Bo Vejen fra Vahle og fortsætter:

”Som noget helt unikt kan vi lave dørblade på op til 1,30 x 3,00 m, så man eksempelvis kan få en dobbeltdør i størrelsen 2,60 m x 3,00 m, der kan åbnes og lukkes fuldstændigt ubesværet. Dobbeltdøren kan f.eks. udføres med glat overflade eller overflade i glas og samtidig overholde brandkrav.”

En fuldstændigt integreret del af helheden

”De pinolhængte døre giver meget frie hænder til at skabe rumoplevelser, hvor døren bliver en fuldstændigt integreret del af helheden. Du kan f.eks. lave gennemgående trægulve eller loftsflader på tværs af rum, der ikke brydes af bundlister eller gerigter. En anden mulighed er helt ens vægflader med rene gennemgående linjer, fordi døren kan laves, så den forsvinder helt.”

Det forklarer arkitekt MAA Marianne Jørgensen fra tegnestuen Praksis Arkitekter, der generelt arbejder ud fra en stærk bevidsthed om kontekstens betydning for arkitekturen.

Dørene blev skræddersyet til projektet

Praksis Arkitekter har samarbejdet tæt med Vahle om udformningen af en pinolhængt dør på et af tegnestuens seneste projekter for en privat bygherre. Her fremstillede Vahle døren, så den bl.a. takket være en unik bredde på mere end 1,30 m kunne ’gemmes væk’ i en niche i væggen. Dermed understreger dørdesignet på elegant vis den åbenhed, som indskriver sig naturligt i resten af projektet, forklarer Marianne Jørgensen:

”Overordnet set er pinolhængte døre lette at arbejde med, fordi du ikke er afhængig af, hvor dørplanet skal sidde. Dermed kan det passes ind i resten af projektets formsprog. I tilfældet med projektdøren, der blev udformet sammen med Vahle, var det afgørende, at den helt skulle forsvinde, så man kunne opleve husets indre som et åbent forløb med direkte naturkig, ubrudte, rene linjer osv. Det var en udfordring, men det lykkedes, og resultatet er blevet superflot,” understreger hun. 
   

 

 

Yderligere information:
Vahle A/S
Bo Vejen, Salgschef,
Telefon +45 87 59 23 03
E-mail: bo@vahle.dk
Hjemmeside: www.vahle.dk

 

 


HFB.dk bruger cookies. Ved at bruge vores websider og tjenester accepterer du vores brug af cookies.. Mere information Luk