BELYSNING – tilbehør og produkter i HFB

Alt om belysning

Belysning omfatter enhver form for kunstlys i bygninger og udendørs. Belysningen tilvejebringes af lyskilder, enten i form af lamper såsom glødelamper, udladningslamper, som omfatter kviksølvlamper (lysstofrør) og natriumlamper, eller lysende dioder, det såkaldte LED-lys (Light Emitting Diode).

Glødelamper kan deles i to typer:
- Konventionelle glødepærer, hvor en elektrisk strøm går gennem en glødetråd af wolfram og får den til at gløde (lyse) i en glaskolbe fyldt med den inaktive luftart Argon. Argon reducerer fordampningen fra glødetråden og forøger levetiden. Lyset er rødligt og lysudbyttet 12-14 lumen/W afhængigt af wattagen. Levetiden er normalt 1.000 timer.

- Halogenpærer, hvor glaskolben er fyldt med en passiv luftart af halogenfamilien, der dels forøger levetiden, dels gør det muligt at dimensionere glødetråden til en højere temperatur, med større lysudbytte som følge. Fås både til lavspænding (12 V) og til alm. spænding (220 V). Lyset er mere hvidligt og lysudbyttet kan være op mod ca. 20 lumen/W. Levetiden varierer stærkt fra type til type, fra 100 til 3.000 timer. Halogenpærer anvendes ofte som lyskilde til fiberlys, der består af optiske fibre af glas eller plast, der leder lyset.

Fælles for glødelamperne er at kun en ringe del af den tilførte elektriske effekt omdannes til lys, max. ca. 6% (halogenlys), resten er infrarød varmeenergi. Fordelene er at de kan tilsluttes direkte til elforsyningen og at farvegengivelsen er den bedst mulige.


Anvendelse: I boligen, i kontorer og som butiksbelysning.

Udladningslamper kan inddeles i to typer:

Kviksølvlamper, der igen underdeles i:
- Almindelige lysstofrør, som indeholder kviksølvdamp under lavt tryk. Rørets inderside har et eller flere flourescerende ?lynpulvere?, som omdanner udladningens ultraviolette stråling til lys. Lysets farve bestemmes af disse pulvere, fra varm til kold, og med farvegengivelse fra relativt dårlig til god (fra Ra ca. 50 til Ra ca. 95). Findes i aflange og cirkulære udgaver. Lysudbyttet er ca. 70 lumen/W. Levetiden begrænses af slid på elektroder, nedbrydning af pulvere m.v. og er ca. 6.000 timer, men der findes også typer med meget længere levetid.

Anvendelse: I boligen, i kontorer, i industrien, på offentlige arealer, vejbelysning og som butiksbelysning.
- Kompaktlysstofrør er foldede lysstofrør med små dimensioner, stiftsokkel og forkobling i armaturet. Lysfarve og levetid er som for andre lysstofrør, men lysudbyttet er lidt lavere.

Anvendelse: I boligen, i kontorer, på offentlige arealer, på boligveje og stier og som butiksbelysning.
- Kompaktlysstoflamper, også kaldet sparepærer, er i princippet et foldet lysstofrør med skruegevind og indbygget forkobling til tænding og drift. Sparepæren giver 4-5 gange så meget lys pr. tilført watt og har 6-15 gange så lang levetid som en glødepære. Fås i farvede varianter og i mange størrelser og former. Kan bruges direkte i fatninger til glødelamper.

Anvendelse: I boligen, i kontorer og på offentlige arealer.
- Neonrør eller reklamerør, der fremstilles individuelt efter ordre og fungerer på samme måde som et lysstofrør. Talrige farver. Eneste lyskilde, der fremstilles i DK. Er hastigt på retur, de fleste lysreklamer fremstilles i dag med dioder og optiske fibre.

Anvendelse: Til reklameformål, firmalogos, bogstaver, blinkende og alternerende væg- og tagskilte m.m.
- Induktionslamper (med kviksølvdamp under lavt tryk), der adskiller sig fra lysstofrør ved at dampen ioniseres ved mikrobølgestråling i stedet for ved elektrisk udladning. Fås med flere forskellige lysfarver. Lysudbyttet er ca. 65 lumen/W og farvegengivelsen god (Ra ca. 80). Levetiden er meget lang, ca. 60.000 timer, men prisen er også derefter.

Anvendelse: Vejbelysning.
- Højtrykskviksølvlamper, eller blot kviksølvlamper, der har et brændrør med kviksølvdamp under et forholdsvist højt tryk, og en yderkolbe med indvendig lyspulverbelægning. Den mest brugte type har varm lysfarve og middelgod farvegengivelse (Ra ca. 60). Lysudbyttet er ca. 40 til ca. 60 lumen/W, afhængigt af wattagen. Levetiden er ca. 6.000 timer. Kviksølvlampen er ?selvstartende? og behøver kun drosselspole og en kondensator.

Anvendelse: Vejbelysning, på boligveje og stier.
- Metalhalogenlamper, der er i familie med højtrykskviksølvlamperne, men adskiller sig ved at have tilsætninger af typen metalhalogen til udladningsdampen i stedet for lyspulver på yderkolben. Nogle typer har yderkolbe til beskyttelsesformål. Lysudbyttet er højt, ca. 90 lumen/W, og farvegengivelsen god (Ra ca. 80). Levetiden er ca. 8.000 timer.

Anvendelse: Vejbelysning.
METALHALOGENLAMPER OG HALOGENGLØDELAMPER MÅ IKKE FORVEKSLES

Natriumlamper kan inddeles i to typer:
- Lavtryksnatriumlamper, hvor udladningen i natriumdampe overvejende består af stråling i det synlige område. Derfor anvendes der ikke supplerende virkemidler som lyspulvere og tilsætningsstoffer. Det lave tryk giver en lysudsendelse med ensfarvet gult lys ved en bølgelængde på ca. 600 nm. Lysudbyttet er fra 100 til 200 lumen/W, afhængigt af type og wattage. Farvegengivelsen er ekstremt dårlig.

Anvendelse: Vejbelysning.
- Højtryksnatriumlamper adskiller sig fra ovennævnte ved at det højere tryk i lampen giver et ikke helt ensfarvet, men stadig gulligt lys. Lysudbyttet er fra ca. 65 til over 100 lumen/W, afhængigt af type og wattage. Farvegengivelsen er dårlig (Ra ca. 20), og den gule lysfarve opleves som en falsk varm farve. Levetiden er lang, hen ved 20.000 timer. Nyere typer højtryksnatriumlamper har ved anvendelse af endnu højere tryk kunnet udbrede lysspektret til at indeholde andre farver, således at farvegengivelsen er forbedret (Ra ca. 50 - ca. 80), men lysfarven er også lidt koldere. Levetid og lysudbytte (ca. 40 lumen/W) er noget ringere end for den klassiske højtryksnatriumlampe. Lamperne findes i en udgave med elliptisk yderkolbe med indvendig belægning af lysspredende pulver (E-lamper) og en udgave med klar rørformet yderkolbe (T-lamper).

Anvendelse: Vejbelysning.
Alle udladningslamper kræver forkoblingsudstyr, som regel en drosselspole til strømbegrænsning af udladningen, og en starter som i forbindelse med drosselspolen frembringer højspænding til start af udladningen. Desuden skal der i praksis anvendes en kondensator til fasekompensation. Forkoblingen kan enten være indbygget i armaturet eller i lampen.

Udladningslamper til teknisk belysning er alle baseret på kviksølv- og natriumdampe, eksempelvis xenonlamper til fx advarselsblink ved afmærkning af vejarbejder.

Lysdioder er små elektroniske komponenter, der kræver en særlig elektronik til at drive dioden. En LED omsætter elektrisk energi til enten infrarødt, synligt eller nær-ultraviolet lys. Lysdioder til synligt lys kan fås i alle regnbuens farver, også hvidt lys. Som regel samles et antal dioder i samme lyskilde for at give en tilfredsstillende lysstyrke. Strømforbruget er ekstremt lille, typisk fra 0,1-1 watt, og varmeudviklingen tilsvarende beskeden. Der er ingen termisk slitage - modsat en glødelampe kan en lysdiode lyse konstant i årevis uden at "brænde ud". Lysdioden vil i gennemsnit få lysudbyttet halveret efter ca. 50.000 lystimer.

Kunstlyset formidles ved hjælp af reflektorer og armaturer/lamper, hvori lyskilden er monteret. Armaturets opgave er dels at fastholde og beskytte lyskilden mod fx fugt, støv og berøring, dels at fordele lyset i rummet (indendørs og udendørs) uden at der opstår generende blænding og således at der opnås en god luminans-fordeling (fordeling af det udsendte og reflekterede lys), gode kontrastforhold og en god rumoplevelse med mindst muligt energiforbrug.

Typer:
Arkitekturbelysning, belysningsarmaturer, belysningssystemer, bordlamper, facadebelysning, fiberoptisk belysning, glaslamper, glødelampearmaturer, granitlamper, gulvlamper, halogenlamper, havebelysning, lanterner, laserlys, lavenergiarmaturer, lavvoltsarmaturer, loftlamper, lysdæmpere, lysprojektorer, lysregulering, lysrørsarmaturer, lysshows, marinebelysning, parkbelysning, projektbelysning, projektører, pullertlamper, scenebelysning, spotlights, springvandsbelysning, stenlamper, strømskinner, støbejernslamper, tavlebelysning, teaterbelysning, udendørsarmaturer, undervandsbelysning.

Se register med belysning ...

 

Om belysning

Enhver form for
kunstlys i
bygninger og
udendørs.
Belysningen tilveje-
bringes af lyskilder,
enten i form af
lamper såsom
glødelamper,
udladningslamper, 
som lysstofrør
og natriumlamper 
eller LED-lys