Presenninger og telthaller
Presenninger og telthaller til beskyttelse og overdækning

En presenning er en vandtæt dug, der typisk anvendes udendørs til at beskytte mod vind og vejr. Presenninger anvendes til afdækning og afskærmning af enhver art, bl.a. på byggepladser med stilladser, hvor presenninger er en vigtig del af et sikkert arbejdsmiljø.
Telthaller består af et stel beklædt med en kunststofdug. En telthal er en prisbillig løsning på et overdækningsbehov, og telthaller kan anvendes som lagerhaller, maskinhaller, arbejdshaller, garager, mv.

Presenninger
Professionelle presenninger er slidstærke, robuste og smidige at håndtere, også ved lave temperaturer om vinteren.
Før i tiden fremstillede man presenninger af lærred. I dag er presenninger typisk fremstillet af flammehæmmende kunststof af PVC eller PE med netarmering. Kunststoffet er desuden modstandsdygtigt over for UV-stråling, hvilket sikrer presenningen en lang levetid. PVC-presenninger og presenninger af polyethylen har islåede ståløjer (fastgøringsringe) og fås i mange kvaliteter, størrelser og farver eller som en klar, gennemsigtig presenning.

Telthaller
Telthaller er typisk opbygget af et kraftigt varmegalvaniseret stålstel med spær og med en kraftig presenningsdug af PVC eller kunststofbelagt polyestervæv i brandhæmmende og UV-bestandig kvalitet.
Telthaller fås i mange forskellige størrelser, kvaliteter og til mange formål – fra private partytelte til professionelle telthaller.
Lovgivning og regler
Ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende skal der på stilladser, i råhuse og lignede åbne konstruktioner, hvor der arbejdes i længere perioder og hvor de ansatte er udsat for vind og vejr, foretages inddækninger fra november til marts.
Lovgivning og regler - henvisninger
- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001

