Skilte & bogstaver

Skilte til mange formål

Skilte og bogstaver anvendes overalt i samfundet, bl.a. i det offentlige rum til at vise vej og oplyse om nødvendige forhold i forbindelse med samfundets funktion. Det kan være i form af trafikskilte, vejskilte, skilte for virksomheder og offentlige institutioner, henvisningsskilte og informationstavler.

Desuden anvendes skilte og bogstaver til at gøre opmærksom på varer og ydelser af kommerciel interesse for producenter, leverandører og forbrugere, som det fx kendes fra butiksskilte, facadeskilte, logo og bogstaver på erhvervskøretøjer, bannere på stilladser, reklameskilte, mv.

En skilteløsning kan være alt fra en simpel løsning hvor der printes på en plade, til laserskårede bogstaver med og uden lys. Bogstaver og skilte kan udfræses i alle materialer, fx rustfrit stål, alu, pvc mv.

Skilte til butikker og virksomheder

Facadeskilte, udhængsskilte og standerskilte er klassiske skilte til bl.a. butikker og virksomheder og findes også som lysskilte.
Skiltene kan være opbygget i alu-profiler med forsider i plexiglas eller polycarbonat. Bogstaver og tekst kan være vejrbestandigt folie, silketryk, udskåret i plexiglas og pålimet, eller bogstaver til skilte kan være udskåret i alu-forsiden.

Neonskilte

Neonskilte kan vække stor opmærksomhed efter mørkets frembrud og kan udføres i alle størrelser og udformninger efter opgave.

 

Facadebogstaver i mange varianter

Der er mange muligheder for at skabe unikke effekter og kombinere materialer og lys på nye måder, også når det gælder bogstaver til opsætning direkte på facade. Det kan være facadebogstaver med bagudlysende LED-lysdioder, facadebogstaver i aluminium, plexiglas eller højglanspoleret stål, bogstaver med indbygget neon, bogstaver i pulverlakeret aluminium, facadebogstaver i syrefast, poleret rustfrit stål, facadebogstaver opsvejset i aluminium, LED-frontbelyste kassebogstaver og mange andre løsninger.

Sikkerhedsskilte

Sikkerhedsskilte benyttes mange steder i det offentlige rum, og det er skilte der er nemme at afkode. Det gælder fx flugtvejsskilte, brandskilte og advarselsskilte for brandfarlige stoffer. 

Lovgivning og regler

Bygningsreglement kap. 3.2.1 om Adgangsforhold / tilgængelighed stiller krav om, at informationen på skilte i offentligt tilgængelige bygninger med en borgerrettet servicefunktion er letlæselig og letforståelig. Informationen kan suppleres med punktskrift, lyd, piktogrammer etc.
Lovgivning og regler – henvisninger
- Bygningsreglement 2015, kapitel 3.2.1. stk. 3.