Træimprægnering

Hvad er træimprægnering

Træimprægnering tjener til at forhindre træets nedbrydning ved brand, skadedyrs-, skimmel- eller svampeangreb og/eller at mindske træets sårbarhed over for fugt og derved forlænge træets levetid.

Imprægnering eller trykimprægnering betegner den proces, hvorved et (eller flere) kemikalier bringes ind i et træmateriale for at øge træets holdbarhed.

Træimprægneringsmetoder

Der findes forskellige former for træimprægnering, herunder trykimprægnering, vakuumimprægnering, dybimprægnering, brandimprægnering, råd- og svampeimprægnering mv:

Til imprægnering af træ anvendes som regel kobberforbindelser, der giver det behandlede træ en grønlig farve. Der findes alternative og mere miljøvenlige metoder. For eksempel kan man imprægnere træ med furfuryl alkohol (og en kemisk katalysator), der danner en polymer i træcellerne, når træet efterfølgende opvarmes. Træet får typisk en brunlig farve og bliver modstandsdygtigt over for biologisk nedbrydning.

Trykimprægnering
Trykimprægneringen foregår industrielt. Aktivstofferne, der normalt består af bor- og kobberbaserede midler, opløses i vand og ved hjælp af tryk og vakuum transporteres de ind i træet, hvor hele splintzonen imprægneres. Der anvendes udelukkende midler, der er godkendt af Miljøstyrelsen. Normalt er det bor- og kobberbaserede midler, som giver træet en grøn farve.

Imprægneret træ anvendes, hvor træet er særlig udsat for nedbrydning. Det kan være træ der er i kontakt med jord og murværk, træ til konstruktioner, hegn, beklædning o.l., eller imprægneret træ anvendes hvor der ønskes lang holdbarhed.

 

Trykimprægnering med CO2-teknologi
Ved trykimprægnering med CO2-teknologi bringes imprægneringsmidlet ind i træet ved en superkritisk CO2-teknologi. Imprægneringen foregår i et lukket procesteknisk anlæg, hvor hjælpestofferne bliver genbrugt. Træet placeres i en imprægneringsbeholder og træbeskyttelsesmiddel tilføres. Trykket i beholderen øges til ca. 150 bar, samtidig med at der tilføres kuldioxid, som efterfølgende virker som bæremiddel for svampedræbende midler, og imprægneringsmidlet vandrer med kuldioxiden ind i træet. Der kræves ingen ekstra fiksering eller tørretid før anvendelse, da træet ikke opfugtes under behandlingen. En miljømæssig fordel er at træet ikke indeholder tungmetaller, men kun biologisk nedbrydelige fungicider.

Vakuumimprægnering
Vakuumimprægnering er en industriel imprægnering vha. vakuum, hvor det aktive stof opløses i terpentin og på den måde transporteres ind i træet. Resultatet er en farveløs behandling. Vakuumimprægnering er ligesom trykimprægnering godkendt af Miljøstyrelsen. Metoden er velegnet til træ i vinduer, døre og emner uden direkte kontakt med murværk eller jord.

Imprægnering som grundingsmiddel

Dypimprægnering er en grunding af fx døre og vinduer. Behandlingen foretages i kar. Metoden anvendes normalt kun hos mindre håndværksvirksomheder.
Flow-Coat er en industriel grunding og efterbehandling, ofte vandbaseret. Dør- og vinduesemner oversprøjtes ved at køre gennem en boks. 

Brandimprægnering

Brandimprægneret træ bryder ikke i brand, når det udsættes for høj varme. I stedet forkuller træet, således at man undgår, at en opstået brand breder sig. Imprægneringen foregår i imprægneringsanlæg, hvor der anvendes både vakuum og tryk.  

Råd- og svampeimprægnering

Råd- og svampeimprægnering anvendes til at forebygge, efterbehandle og bekæmpe råd- og svampeangreb i træværk, herunder bekæmpe Ægte Hussvamp. En metode er at deponere patroner i svampeinficeret træværk eller murværk med 100% dinatrium-octaborat/borsyre som aktivt virkestof.Patronernes virkestof opløses af indtrængende eller tilstedeværende fugt (vand) og breder sig enten ved direkte transport med vandet eller ved diffusion. Kan også stryges på med pensel (rulle), sprøjtning eller dypning.Fordelen ved metoden er at der ikke er lugtgener og ingen forøget brandrisiko.

Varmebehandlet træ

Varmebehandlet træ kan med fordel anvendes udendørs på udsatte steder, dog uden jordkontakt. Varmebehandling medfører at træmaterialet har ”arbejdet færdig” og man ser praktisk talt ingen deformationer selv efter længere tids montage på facader.

Oliebaseret og vandbaseret træbeskyttelse

Fremstilles som et malingslignende produkt og findes i flere typer, farver og transparens. Anvendes som grund- og/eller efterbehandling. Yder beskyttelse af træværket over for solens ultraviolette stråler.

Tjærebehandling

Trætjære er et laserende, lysebrunt produkt til overfladebehandling af udvendigt træ. Trætjære har en tyktflydende konsistens og en kraftig lugt. Hindrer biologisk nedbrydning og er vandafvisende. Desuden fungerer trætjære som en overfladebeskyttelse mod sollys og UV-stråling.

Lovgivning og regler om træimprægnering

Miljøstyrelsen’s Håndbog om trykimprægneret træ og mulige alternativer. Hent publikationen... her

NTR (Nordisk Træbeskyttelsseråd) er en brancheorganisation. NTR arbejder med 4 træbeskyttelsesklasser:
B: Vinduer og døre
AB: udendørs over jord
A: udendørs i jordkontakt
M: Maritimt miljø.

NTR mærkningsregler