23.01.19 22:41

Bloxhub indstifter ny arkitekturpris om FN's verdensmål 11

Prix Bloxhub Interactive er den nye arkitekturpris, som er stiftet af Bloxhub, der er gået sammen med Interactive Spaces Urban Studio ved Alexandra Instituttet og Ars Electronica fra Østrig.

Prisen bygger på FN's verdensmål nr. 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund, og skal være et led til at indsamle og opbygge viden om, hvordan digitale teknologier kan være med til at udvikle byerne med nye løsninger.

 

- Hvis vi gerne vil skabe gode, bæredygtige byer, som imødekommer de udfordringer, byerne har globalt, så er det helt afgørende, at vi bliver bedre til at arbejde tværfagligt og integrere digital teknologi i udviklingen af vores byrum. Det vil vi gerne sætte fokus på med konkurrencen her, siger Torben Klitgaard, der er direktør i Bloxhub og en af parterne bag Prix Bloxhub Interactive.

 

Prix Bloxhub Interactive bliver støttet af Realdania og uddeles i Blox den 21.-22. maj. Der kan indstilles kandidater til prisen frem til 15. februar.

 

Kilde: Politiken Byrum