22.08.18 12:20

Fremtidens træbyggeri slår rødder på Building Green

Nedtællingen til efterårets Building Green i København er sat ind. Programmet er snart på plads, og planteskeen er fundet frem. Det er nu, branchen skal så frø til fremtidens træbyggeri, mener den anerkendte træforkæmper Andrew Waugh. Han vurderer samtidig, at arkitekter, der ikke handler nu, er en del af problemet.

undt om i Europa er det de senere år blevet mere populært at bygge i træ. En række eksperter på området mener, at det er bæredygtigt og godt for klimaet, men at vi herhjemme stadig halter efter. Det satte Building Green fokus på i foråret, hvor eventen slog rødder i Aarhus. Nu er tiden kommet til København, som får besøg af den anerkendte arkitekt og træforkæmper Andrew Waugh:

"Vi er i begyndelsen af en ny æra, hvor træ så småt vinder indpas. Vi er en lille familie af tilhængere, som både er optimistiske og passionerede. Men vi har brug for en familieforøgelse, hvis det virkelig skal batte," lyder det fra britiske Andrew Waugh, som sammen med kollegaen Anthony Thistleton-Smith driver det London-baserede arkitektfirma Waugh Thistleton Architects.

De har i flere år arbejdet med træ som byggemateriale og har en række prominente træbyggerier bag sig. Ved siden af underviser Andrew Waugh britiske arkitektspirer.

"Det er tydeligt at mærke, at den yngre generation på universiteterne ser potentialet i træbyggeri. Det hænger utvivlsomt sammen med, at de mærker klimaforandringerne på nærmeste hold. Der er håb for fremtiden, men vi skal handle nu, hvis vi vil gøre en forskel. Arkitekter, der ikke gør det, er en del af problemet.


Fra Building Green i Forum 2017.

”There is no Planet B”

Andrew Waugh kommer til Building Green i håbet om at kunne inspirere til efterfølgelse og med et klart budskab til branchen:"Vi har opført vores bygninger på samme måde i over hundrede år. Vi bliver ikke bedre, og det gør intet godt for klimaet. Derfor er vi nødt til at kigge på vores materialer på en anden måde. Vi må koble materialevalg med en forståelse for naturen og det forhold, vi har til vores planet," siger han og fortsætter:

"Vi skal plante flere træer. Så mange, vi overhovedet kan. Og så skal vi stoppe med at bruge materialer, som ikke kommer igen af sig selv. Det efterlader os kun med store huller i vores dyrebare planets overflade. And there is no Planet B."

Andrew Waugh slår samtidig et slag for, at vi i langt højere grad skal undervise kommende generationer i både klimaudfordringer og træ som byggemateriale. Det, og meget mere, vil han fortælle om i sit oplæg på Building Green, Main Stage, onsdag den 31. oktober.

Træ til (interaktiv) debat

Det er ikke kun Andrew Waugh, der sætter fokus på træ som byggemateriale på Building Green. Også et panel bestående af både bygherrer og udførende vil nuancere debatten.

"Teamet for paneldebatten er træbyggeri i højden set fra et nordisk perspektiv. Debattørerne er de, der sidder med valgene og udfordringerne til daglig. Vi håber, at sessionen kan være med til at ruske lidt op i en ellers konservativ branche," fortæller Peder Fynholm, sektionsleder ved Teknologisk Institut og faglig netværksleder af InnoBYGs netværksgruppe om fleretagers træhuse i Danmark.

Debatten faciliteres af InnoBYG og netværket Nordic Network for Tall Wood Buildings og finder sted torsdag den 1. november på Main Stage. Også publikum inviteres til at tage aktiv del i herlighederne:

"Debatten er interaktiv, hvilket betyder, at publikum via deres smartphones kan tage stilling til højaktuelle emner, som figurerer på storskærmen. Moderator vil inddrage publikums meninger overfor panelet. Vi glæder os meget til at involvere publikum på denne måde. Første gang, vi prøver det, bliver på Building Green i Oslo to uger forinden."

Vi skal lære af vores nordiske naboer

Når man i Danmark taler om træbyggeri på mere end fire etager, bliver det blandt byggebranchens aktører betragtet som ekstraordinært og som noget, der er forbundet med en forhøjet risiko, mener Peder Fynholm. Han forklarer:

"Vi kan lære en masse af landene omkring os, hvor fleretagers træhuse gennem de seneste 20 år har vundet mere og mere indpas i byggeriet. Der er ikke nogen grund til, at vi i Danmark starter forfra. Vi skal i stedet lære af de gode eksempler fra vores nordiske naboer."

InnoBYG oplever dog en stigende interesse i den danske byggebranche. Desværre er der endnu ikke kommet hul på bylden i forhold til de praktiske eksempler.

"Vi oplever, at de forskellige aktører i byggebranchen ikke er klar på at handle. Derfor må vi tage ét skridt ad gangen, og for at det virkelig batter, skal hele kæden være med og tage ansvar. Vi håber, at debatten på Building Green kan være med til at sætte lidt mere skub i tingene," afrunder Peder Fynholm.

Fakta om Building Green, København 2018
  • Building Green afvikles i Forum, Julius Thomsens Plads 1, 1925 Frederiksberg, den 31. oktober til 1. november 2018
  • Læs mere her  
  • Gratis registrering og tilmelding her  

Britiske Andrew Waugh, som står bag arkitektfirmaet Waugh Thistleton Architects.

Et af Waugh Thistleton Architects træbyggerier, som går under navnet Dalston Lane og er opført i London. Dalston Lane er på verdensplan et af de største af sin slags med i alt 121 lejligheder. Foto: Daniel Shearing – RGB.

"Vi oplever, at de forskellige aktører i byggebranchen ikke er klar på at handle. Derfor må vi tage ét skridt ad gangen, og for at det virkelig batter, skal hele kæden være med og tage ansvar. Vi håber, at debatten på Building Green kan være med til at sætte lidt mere skub i tingene". Foto fra Building Green i Forum 2017.