09.04.18 14:04

Træ er den nye megatrend i byggeriet

Til maj byder Build in Wood for første gang velkommen til byggebranchens nye mødested for vidensdeling om træbyggeri i Danmark. Der har allerede tidligt i procesessen været stor interesse for programmet, der præsenterer markante profiler fra ind- og udland.

Der er i stigende grad fokus på byggematerialers ressourceforbrug og klimabelastning, og det øger interessen for brugen af træ som byggemateriale. På den nye konference Build in Wood vil en lang række nationale og internationale keynotes samt spændende debatter sætte fokus på muligheder og udfordringer ved at anvende træ i byggeriet.

Build in Wood afholdes den 30. & 31 maj, og programmet vil i løbet af de to dage komme rundt om blandt andet fleretagers byggeri, brandsikkerhed, holdbarhed og processer på byggepladsen.

Lange betonleverancer øger interessen for træbyggeri

Foruden centrale frontløbere fra vores nabolande kan konferencens deltagere glæde sig til internationale keynotes som Øystein Elgsaas, partner i Voll Arkitekter, der har tegnet Mjøstårnet i Norge og Kirsten Haggart fra Waugh Thistleton Architects i England, som fortæller om Dalston Lane byggeriet i London.

 Derudover vil en række danske profiler inspirere deltagerne, herunder blandt andet Søren Nielsen, som er partner hos Vandkunsten. Ifølge ham er der meget inspiration at hente i udlandet inden for træbyggeri.

"Der er mange steder i verden, hvor de er væsentligt længere fremme i forhold til brugen af træ. Det har stort potentiale, da det er et væsentligt lettere materiale med gode muligheder for besparelser, lyder det fra Søren Nielsen, som understreger, at der er en bestemt faktor, som lige nu er vigtig i forhold til interessen for træbyggeri i den danske byggebranche."

"Beton har længe været det foretrukne byggemateriale. Lige nu har betonfabrikkerne dog svært ved at følge med den store byggeaktivitet og efterspørgsel i Danmark, hvilket resulterer i leveringstider på helt op til et år. Det afføder, at entreprenørerne kigger sig om efter alternativer," fortæller Søren Nielsen.

"Udover tilgængelighed har træ en række fordele i forhold til klimabelastning, som kan give ekstra incitament. Dette gælder blandt andet gode livscyklusegenskaber samt et godt indeklima. Første skridt er derfor, at vi i Danmark gør en indsats for at udvide det byggetekniske repertoire," mener Søren Nielsen.

Megatrend i byggeriet
Build in Wood samarbejder med en række relevante partnere, og producenter som Saga Wood, Rothoblaas samt Taasinge Elementer vil være en del af udstillingen på begge konferencens dage. Sidstnævnte er også at finde i programmet, hvor adm. direktør, Martin Tholstrup, vil sætte fokus på potentialet ved træelementer på det af programmets fire fagspor, der handler om byggeprincipper.

"Træ er i den grad kommet i fokus, og vi ser stor vækst i markedet og en stigende interesse. Det er vigtigt, at branchen får mere viden om, hvor og hvordan træ bedst anvendes, da det ikke nødvendigvis handler om rene træbyggerier men også om hybridbyggerier. Det essentielle er, at vi skaber et forum for vidensdeling om byggeri i træ, da branchen indtil nu har manglet et sted, hvor de kan hente inspiration til bedste praksis på området," pointerer Martin Tholstrup.

Fakta

 

 

 

Fotos: Build in Wood