14.05.18 14:58

Vild genbrug: Fra skorsten til genbrugscenter

Direkte genbrug af beton - En 150 meter høj skorsten skal laves om til et genbrugscenter for Amager Ressource Center. 5000 ton gammel beton fra Amagerværkets skorsten, som ikke længere er i brug, skal indgå i betonen til Sydhavns nye genbrugscenter – et sted, der netop har til formål at sikre en optimal udnyttelse af byggematerialer og andre ressourcer. Således vil centeret blive en levende udstilling af mulighederne inden for bæredygtigt og cirkulært byggeri.

Efter længere tids forberedelse af byggegrunden på Bådehavnsgade 50 er Amager Ressourcecenter og Københavns Kommune nu gået i gang med entreprisen på Sydhavn Genbrugscenter. Entreprisen gennemføres af Züblin A/S og forventes færdiggjort ved udgangen af 2018.

Projektet udføres med både betonelementer og en stor del synlig in situ-støbt genbrugsbeton. 

”Det er et ambitiøst projekt, der rykker grænserne for, hvad vi kan med genbrugsbeton. Udviklingen indenfor cirkulært byggeri er meget spændende, og hos ZÜBLIN vil vi gerne være med til at skubbe til den udvikling. Standarten for genbrugsbeton er i dag på omkring 20 %, men i dette projekt er vi helt oppe og bruge 40 % genbrugsmaterialer. Det er desuden første gang i Danmark, at der anvendes genbrugsbeton i aggressiv miljøklasse”, fortæller Thomas Nielsen.

Når man taler om bæredygtighed inden for beton, er der mange parametre, der skal tages højde for. Kvaliteten af den beton, der skal genbruges skal være høj, CO² udledningen ved transporten skal overvejes, og så skal tiden mellem nedrivning og opførelse være kort, så betonen ikke skal opbevares i længere perioder. Alt dette er der taget højde for i dette projekt, fortæller Thomas Nielsen, der samtidig fremhæver den grundige forberedelse af Amager Ressource Center og deres rådgiver Pelcon i forbindelse med udvikling af betonrecepter og test af betonen fra Amagerværkets nedrevne skorsten. 
Teknisk direktør for ZÜBLINs forretningsenhed Fundering & Anlæg, Thomas Bentsen, er også meget positiv og forklarer, hvordan projektet har betydning for den internationale koncern, som ZÜBLIN er en del af.

”Vores internationale tekniske division og kompetencecenter for materialeteknik har over 1.700 specialister, der blandt andet forsker i innovative betonteknikker og udvikler bæredygtighedskoncepter for ZÜBLINs projekter. Vores internationale organisation er meget interesseret i de bæredygtighedstiltag, som vi har i Danmark på projekter som dette. Der er ingen tvivl om, at vi er langt fremme på området i Danmark, og for os er det interessant med den vidensudveksling på tværs af landegrænser, som vi i ZÜBLIN kan biddrage med”, fortæller Thomas Bentsen. 

Videreudvikling af samarbejdet fra Amager Bakke

ZÜBLIN har udført store dele af Amager Bakke herunder byggegrube, stålkonstruktion, facader og betonkonstruktionen på skibakken. Derfor er Sydhavn Genbrugscenter en naturlig forlængelse af det gode samarbejde, som ZÜBLIN har med Amager Ressource Center og Bjarke Ingels Group, fortæller Thomas Bentsen.
Theis Rasmussen, projektleder fra Amager Ressource Center, ser frem til at fortsætte samarbejdet med ZÜBLIN og udtaler:

”Vi har med ZÜBLIN fået en entreprenør med de helt rigtige kompetencer inden for beton og anlæg. ZÜBLIN udviser stort ansvar her i den indledende fase, og vi glæder os til det fortsatte samarbejde.”

Bæredygtig vision 

Bjarke Ingels Group har lavet konceptet for Sydhavn Genbrugscenter, og designet er videreudviklet af tegnestuen Krilov og COWI. Genbrugscentret er en del af Københavns Kommunes klimaplan for 2025 om at nedbringe udledningen af CO², og visionen for genbrugscenteret er klar: Så meget affald som muligt skal sorteres direkte til genbrug, og så få genstande som muligt skal ende i containerne. Genbrugscenteret indeholder derfor faciliteter til borgerformidling om bæredygtig genbrug. Byggeriets bæredygtighedskoncept omfatter udpræget brug af genbrugsmaterialer som træ og beton og installation af solceller til at dække en del af genbrugscenterets energiforbrug. Desuden arbejdes med løsninger, hvor genbrugsarmaturer omdannes til lavenergi LED belysning. 
ZÜBLIN har opstartet arbejdet på byggepladsen i Sydhavn, og det ottetalsformede byggeri forventes at være færdigopført i slutningen af 2018.

Kilde: ZÜBLIN A/S -  www.zueblin.dk

ZÜBLIN skal udføre Sydhavn Genbrugscenter for Amager Ressource Center. Det står klart efter at hovedentreprisen på 50 mio. kr. er tildelt ZÜBLIN. Projektet skiller sig ud ved dels at basere sig på et koncept udviklet af Bjarke Ingels Group, der også har tegnet Amager Bakke, samt at projektet udføres af genbrugsbeton fra en nedreven skorsten på Amagerværket. Illustration: BIG.

Genbrugscenter med multihus og undervisningsfaciliteter. Illustration: COWI/Krilov

Kæmpe skorsten på Amager rives ned og genbruges i Sydhavnen. Foto: HOFOR/Danton